16 / 245
12
læste om de gamle Dage,
rent og klart med højen Røst,
fulgte gennem Kirkens Sage
Frelseren med Liv og Lyst.
Naar da fra sin Præstecelle
gam le Fader til os kom,
lod sig Læsningen fortælle,
retted den med Kristendom,
gav Besked om, hvad vi gemte
til han kom, forstandig, blid, —
o, hvad var vi, hvis vi glemte
slig en hellig Gammens-Tid!«
Men det er noget langt mere end disse fornøjelige, ind
holdsrige Aftener, han mente at skylde sin fromme Moder:
»Baaret har du under Hjerte
alt mit Syn og al min Sang,
født til Verden ved den Smerte,
Skjalden af dit Skød udsprang.
I de gam le Heltedage
gennem dig han har sin Rod,
Sans for Sang og Syn for Sage
fik han med dit Adelsblod.
Dog det vilde lidt ham gavnet,
havde som et Hjerteskud
du ej fromt med Adelsnavnet
gemt den gamle Tro paa Gud,
Tro paa ham, som fra sin Trone
kom til Jord og sank i Grav
for vor Vanart at udsone,
skænke os sit Adelsskab.
Fo’r jeg vild i Ungdoms-Dage,
vild fra Gud og fra hans Ord,
fo’r jeg vild med Asa-Brage,
fandt jeg sent min Frelsers Spor,
jeg, hvem dog for Vugge sunget
var saa mangen Salme sød;
hvad om jeg da var udsprunget
af en vantro Moders Skød!«
Ved hendes Død i hans Hus i Præstø i Aaret 1822
skrev han:
»Saa holdt nu H jertet op at slaa,
hvorunder jeg har hvilet,
ej mer i Moderøjne blaa