15 / 245
11
»Det var i den Præstebolig
under Lind med Ruder smaa;
under Moderhjertet rolig
og usynlig end jeg laa.
Der var Gilde, der var Gæster,
der og over breden Bord
alt for Bispen mellem Præster
faldt om mig det første Ord.
Spottefuglen tog til Orde:
»Det betvivles vel omsonst,
hvis en Søn det skulde vorde,
er han født til boglig Kunst.
Ikke sandt! det er den fjerde?
Moderhjertet ham vel
glad
tæller alt iblandt de lærde;
fuldt er Lykkens Kløverblad.«
Moder! du det selv bekender,
hed og harmefuld du blev,
alt som dine gamle Frænder,
naar med Slægten Spot man drev.
Over Bord du fluks lod klinge,
kæk i Tro, men og lidt stolt:
»Skal min sidste Trøje springe,
bli’r han dog til Bogen holdt!«
Dette raske Løfte begyndte saa Moderen at indfri, da
den Søn, hun havde født den 8. September s. A., og som
blev kaldt Nikolaj efter Biskoppen og Frederik Severin efter
Fasteren, Balles afdøde Hustru, blev saa stor, at han skulde
til at læse; men det blev ikke let:
»Stavene du lærte Pogen
under Graad og Hjerteve;
at han dued ej til Bogen,
tyktes dig var klart at se;
men du bad og sagde Amen,
Herren bød, og fluks din Pog
staved ej, men lagde sammen,
lærte som en Leg sin Bog.«
Hvad hans Moder videre var for ham i Barndomsaarene,
giver han os et Indblik i, naar han i samme Digt fortæller,
hvorledes de tilbragte deres Aftener:
»O, det var et Aftensæde,
som vi glemmer ej paa Jord,.
¡naar din Pusling sad med Glæde
ved det vakre, lille Bord,