Previous Page  183 / 245 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 183 / 245 Next Page
Page Background

179

sige, at Thorvaldsen var en Hedning af en egen Art med

Guddomsstempel paa sin Pande. Der er endnu meget Heden­

skab i os alle.

»En Konge var du under Alberts Navn,

skønt uden Sværd og perlestukket Trone,

dit Scepter vakte Fryd og virked Gavn,

mens barnemild du leged med din Krone.

Men Konge var du paa din Blomsterø,

som faa kun fødes, og som færre dø.«

Ingen Konge har mere end Thorvaldsen alvorlig arbejdet

paa at vise, at det kongelige er altid det gode. Han skal

derfor have et kongeligt Hvilested i det Olymp, han selv har

rejst iblandt os.

Her er dvælet saa længe ved dette Eftermæle og ved

Forholdet mellem Thorvaldsen og Grundtvig, fordi det er

betegnende for Grundtvigs Forhold til Kunsten og Kunst­

nernes Forhold til ham. Som Thorvaldsen under deres fælles

Sommerophold paa Nysø skal have følt sig stærkt tilirukken af

Grundtvig, ser vi mange af Kunstnerne af Thorvaldsens Skole

paa en eller anden Maade knyttede til ham: Bissen og Jerichau,

Marstrand og Skovgaard, Rump og Kyhn, Lundbye og Læssøe,

Brødrene Dalgas o. fl. Og det er let forstaaeligt, at hans

digteriske og storslaaede Personlighed kunde øve sin Tiltræk­

ning paa dem, og at hans Kristendomsopfattelse, der har

Plads for alt menneskeligt — ogsaa for Kunsten —, kunde

tiltale dem.

Grundtvig har, da det store Mindedigt over Thorvaldsen

flere Aar efter blev trykt, anmærket, at det er skrevet »i en

meget syg Tilstand«. Sygdommen var begyndt med Faare-

syge, der gjorde, at han maatte afbryde den Række histo­

riske Foredrag om Reformationen, han havde begyndt paa

for Dronningen og hendes Kreds. Hun tog det ikke alvor­

ligere fra Begyndelsen af, end at hun skæmtende skrev, at

Faaresyge dog virkelig var en upassende Sygdom for ham,

og hun var saa vis paa, at det snart vilde gaa over, saa

hun fik et paatænkt Besøg af Kongen i hendes Skole opsat,

til Direktøren (Grundtvig) selv kunde være til Stede. Men

under Grundtvigs Skrøbelighed udviklede sig hos ham en

saadan Angest og Tvivl om hans Sjæls Frelse, som han ikke

havde kendt siden 1810. Han skal endog undertiden have

kaldt sig selv et »Djævelens Barn«.

12*