184 / 245
180
Der var ingen, der kunde trøste ham uden — tilen vis
Grad — hans Datter Meta. Det fremgaar af et
Digt,han
skrev til hende, da hun Aaret efter blev forlovet med cand.
theol. P. O. Bojsen (1815— 1862), der siden blev hans Kapel
lan. Deri hedder det:
»Du lille, du kære, da Sindet var sygt,
mit Hoved var ørt, men mit H jerte var mygt,
da Vanvid mig trued,
og Vennerne grued,
da huldt mig betragted med Smil gennem Taaren
min Datter enbaaren,
som jeg dig betragter i Sommerdags Kvæld
og byder Farvel.
Du lille, du kære, det lønne dig Gud,
hvor du under Himlen gaar ind og gaar ud!
Du dulmed min Smerte,
du varmed mit H jerte,
du køled min Pande, du korted min Pine
med Kyssene dine;
og derfor velsignet i Sommerdags-Kvæld
et Kys til Farvel.«
Hans Hustru fik ham da til med hele Familien at rejse
ud paa Landet til nogle af hans Venner, Præsterne P. Rør
dam i Mern ved Præstø, J. F. Fenger i Lynge ved Sorø, P.
A. Fenger i Bjergby ved Slagelse og G. Busck i Bjergby ved
Holbæk. Under Opholdet hos Rørdam var Grundtvigs Til
stand endnu saa betænkelig, at Rørdam skrev et meget for
knyt Brev til Gunni Busck om Grundtvigs Tilstand. Dette
Brev var Busck ubetænksom nok til at vise Grundtvig, da
denne kom til Bjergby; og Grundtvig blev meget ilde berørt
deraf, ja vred derover. — Imidlertid erkendte Grundtvig
siden til fulde, at Rørdam havde ment ham alt paa det bedste,
og at han havde teet sig forvirret under sit Ophold i Mern.
— Hos Ferdinand Fenger var hans Sind mere i Ro, og
Fenger skrev, at han aldrig havde fundet Grundtvig saa
elskelig, fordi han aldrig havde fundet ham saa ydmyg; han
takkede Gud under mange Taarer for, hvad der var veder
faret ham, og føjede til: »Det var for min Hovmods Skyld«.
— Hos Busck var han mindre fattet, og Busck fortalte ved
Vennemødet 1868, at Grundtvig kom dertil med dyb og
inderlig Bekymring, men at Vorherre trøstede ham med
Troens Ord. — Oppe paa sin Mark havde Busck bygget et