185 / 245
181
Lysthus, hvorfra der var en vid og dejlig Udsigt til alle
Sider. Der sad de, og Grundtvig spurgte da Busck: »Har
du Pen og Blæk?« hvortil Busck svarede Ja. »Sæt dig da
hen,« sagde Grundtvig, »og skriv, hvad jeg siger dig til.«
Og saa sagde han, som Busck skrev:
»Sov sødt, Barnlille,
lig rolig og stille,
sov sødelig, sov,
som Fuglen i Skov,
som Blomsterne blunder i Enge!
Gud Fader har sagt:
Staar, Engle, paa Vagt,
hvor mine de smaa er i Senge!
Med Fingrene grande
slaa Kors for din Pande,
med Gudsbarnets Røst
slaa Kors for dit Bryst.
saa kan ingen Djævel dig gæste;
saa skal om din Daab
med Saligheds Haab
sig Mindet i Barmen rodfæste ..
Og nu var det, som Tungsindet
var
blæst bort med det
samme.
Sangen »Sov sødt, Barnlille«, hører til det smukkeste,
Grundtvig har skrevet, og overhovedet maa der gives ham
Ret i, at han i mange Aar ikke har været Digter, som
han var det under og efter den store Anfægtelsens Krise i
Foraaret 1844. Vi kan fra Aarets første Halvdel nævne for
uden Mindesangen om Thorvaldsen og Vuggevisen, Sangene
ved hans Faders, Moders og Søsters Grave, det mærkelige
Digt » Ve d m i n e g e n G r a v « :
»En Træl af Kød og Blod
og tiggerarm paa Mod,
en Kæmpe dog i Færd
sig hviler trøstig her
i K raft af Barnedaab
med Herlighedens Haab.
Faa levede saa frit
og virkede saa bundet,
og sjælden for saa vidt,
blev Døden overvundet,
fordi man længe ej
slog ind paa gamle Vej.
Paa Herrens egne Ord
ved Kirkens Bad og Bord
i Jesu Navn udvalgt
at tro og haabe alt,
og i hans Kirke Skød
at trodse Synd og Død,
og i hans Vennelag
at vente paa hans Dag
med Evighedens Krans
med Kærlighedens Glans.«
Et dejligt lyrisk Digt » S k o v h u s e t « hidrører ogsaa fra
det første Halvaar af 1844.
Grundtvig kunde derefter, glad og trøstet, rejse op ^i
Nordsjællands yndige Egne. I Hillerød glædede han sig
ved at høre Nattergalen Aften, Midnat og Morgen, og skil
drede den dejlige Sommernat i sit skønne Digt: