191 / 245
187
der modtog ham med Jubel, men især hilste han de sles
vigske Danemænd, Danmarks lyslevende Grænsefæstning, vel
bygt af Jord, men kun som den almægtige bygger, der i
Begyndelsen skabte Støvmennesket i sit Billede; han hilste
dem, de kække og bolde Danemænd, som i to Aartusinder,
om ikke længere, stod paa Vagt for det velsignede Fædrene
land, de hjerteligste Heltes og de elskeligste Kvinders æld
gamle Hjem, stod paa Vagt mod det altid herskesyge, bryske
og krigske Folk, hvis Kejser satte en Ære i at være »Rigets
Formerere«. Han mindede dernæst om, at ved Ejderen
havde man i de ældste Tider til Værn haft en Jordvold,
som kaldtes Holgerdiget, og dette maatte han tænke paa, da
en af deres Talsmænd paa det genfødte Kongestævne*) gav
Tyskeren, der truede med Frederik Rødskæg, det Svar, at
her slumrer Holger Danske, men naar han vaagner, leger han
Himmelspræt med Trolde, saa de glemmer at spøge. »Og,«
fortsatte han, »hvad dette den vaagnende Folkeaands første
vingede Ord bebudede, det skete brat, da det genlød i Fjen
dernes Lejr, at Holger Danske var staaet op fra de døde og
kæmpede med Løvemod for Modersmaalet, saa Nordslesvigs
Talsmand**) trods alle tyske Forbud, trods Jættelarmen af
det usalige hensovne, skinhellige romerske Riges Genfærd,
trods alt dette »talede Dansk og vedblev at tale Dansk«. Ja,
» N o r d s l e s v i g e r e n b l e v v e d a t t a l e D a n s k « , det
skal efter Aarhundreders Forløb være det kærnefulde Udtog af
eders Kæmpehistorie; thi dette lille Ord indeslutter i sig
baade Kampens Storværk og Sejrskransen. Stor Kamp vil
det koste at sætte Modersmaalet igen i sin Ret; thi vi har
som Uffe Kamp mod to Tyskere, en høj og en plat; og skal
Kampen lykkes, maa vi som Uffe se at finde Faderens Rust
ning og Sværd.«
Men for at det skulde lykkes, maatte der en Skole til,
som tog særlig Sigte paa Danskheden, som lagde Hovedvægten
paa Oplysning om, hvad der vedrører Folk, Fædreland og
Modersmaal. En saadan Skole havde i mange Aar været
*) Nis Lorenzen, hvem alles Øjne nu søgte.
**) P. H iort Lorenzen, hvis danske Taler i Stænderforsamlingen den
14. November 1842 kun gengaves med: »P. H. Lorenzen sprach
Dänisch«; »P. H. Lorenzen sprach abermals Dänisch«; P. H.
Lorenzen fuhr fort Dänisch zu reden« osv.