189
Under Sejladsen hjemad var Grundtvig hele Sommer
natten igennem i den mest levende Vekselvirkning med den
Ungdom, der var ombord; Kaptejnen paa det lille Skib
maatte endog bede ham gaa over i den anden Side af Skibet,
da man trængtes saa tæt om ham, at det hældede stærkt
til den Side, hvor han stod. Da de kom ud under Sjæl
lands Odde, hvor hans Ungdomsven P. Willemoes var falden
den 22. Marts 1808, kom en Studentersangforening frem og
sang hans »Kommer hid, I Piger smaa«, en Opmærksomhed,
hvorfor Grundtvig paa sin Side takkede ved at fremsige det
Vers, han i sin Ungdom havde skrevet til Mindestenen paa
Oddens Kirkegaard over dem, der faldt i hin Kamp:
»De Snekker mødtes om Kvæld paa Hav,
og Luften begyndte at gløde;
de leged alt over den aabne Grav
og Bølgerne gjordes saa røde.
Her er jeg sat til en Bavtasten
at vidne for Slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre Ben
under mig smuldre i Jorden,
Danske af Tunge, af Æ t og af Id;
thi skal de nævnes i løbende Tid:
Fædrenes værdige Sønner.«
Da han med sin dybe Malmrøst fremsagde dette Digt
netop paa dette Sted, greb Stemningen i den Grad alle, at
endog den Mand, der stod til Rors, nær havde sat Skibet
fast ved Odden.
Den hele Færd havde været til megen Glæde for Grundt
vig, der havde forstaaet, at meget af, hvad han havde saaet,
var i Færd med at spire; og ved Afskeden sagde han til
sine unge Rejsefæller, at han for tidlig havde sørget over,
at han nok kom til at tage Broderparten af Danmarks Arv
og Odel med sig i Graven; thi nu forstod han, at der var
Bejlere og Medbejlere nok til alt, hvad der var smukt og
ædelt, højt og dybt, aandigt og hjerteligt og efterhaanden
lyst og klart; og han fik et fuldtonende Ja til Svar.
At hans Ord paa Skamling havde gjort Indtryk, fik han
yderligere Vidnesbyrd om i de mange skriftlige Taksigelser,
der indløb til ham. Saaledes skrev den konstituerede Borg
mester i Kolding, Saxild, idet han sendte Grundtvig en bort
kommen Vadsæk: »Idet jeg opkaster mig til Tolk for vor
lille Bys og dens Omegns Følelser, takker jeg Dem, fordi