Previous Page  193 / 245 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 193 / 245 Next Page
Page Background

189

Under Sejladsen hjemad var Grundtvig hele Sommer­

natten igennem i den mest levende Vekselvirkning med den

Ungdom, der var ombord; Kaptejnen paa det lille Skib

maatte endog bede ham gaa over i den anden Side af Skibet,

da man trængtes saa tæt om ham, at det hældede stærkt

til den Side, hvor han stod. Da de kom ud under Sjæl­

lands Odde, hvor hans Ungdomsven P. Willemoes var falden

den 22. Marts 1808, kom en Studentersangforening frem og

sang hans »Kommer hid, I Piger smaa«, en Opmærksomhed,

hvorfor Grundtvig paa sin Side takkede ved at fremsige det

Vers, han i sin Ungdom havde skrevet til Mindestenen paa

Oddens Kirkegaard over dem, der faldt i hin Kamp:

»De Snekker mødtes om Kvæld paa Hav,

og Luften begyndte at gløde;

de leged alt over den aabne Grav

og Bølgerne gjordes saa røde.

Her er jeg sat til en Bavtasten

at vidne for Slægter i Norden:

Danske de vare, hvis møre Ben

under mig smuldre i Jorden,

Danske af Tunge, af Æ t og af Id;

thi skal de nævnes i løbende Tid:

Fædrenes værdige Sønner.«

Da han med sin dybe Malmrøst fremsagde dette Digt

netop paa dette Sted, greb Stemningen i den Grad alle, at

endog den Mand, der stod til Rors, nær havde sat Skibet

fast ved Odden.

Den hele Færd havde været til megen Glæde for Grundt­

vig, der havde forstaaet, at meget af, hvad han havde saaet,

var i Færd med at spire; og ved Afskeden sagde han til

sine unge Rejsefæller, at han for tidlig havde sørget over,

at han nok kom til at tage Broderparten af Danmarks Arv

og Odel med sig i Graven; thi nu forstod han, at der var

Bejlere og Medbejlere nok til alt, hvad der var smukt og

ædelt, højt og dybt, aandigt og hjerteligt og efterhaanden

lyst og klart; og han fik et fuldtonende Ja til Svar.

At hans Ord paa Skamling havde gjort Indtryk, fik han

yderligere Vidnesbyrd om i de mange skriftlige Taksigelser,

der indløb til ham. Saaledes skrev den konstituerede Borg­

mester i Kolding, Saxild, idet han sendte Grundtvig en bort­

kommen Vadsæk: »Idet jeg opkaster mig til Tolk for vor

lille Bys og dens Omegns Følelser, takker jeg Dem, fordi