198 / 245
Blomsten visner, og Løvet falder,
Dagen stækkes, og Vintren kalder,
skænker hver Fugl en Dvaledrik.
Skjalden med Hu til Vinterdvale,
Skjalden med Gru for Frost og Kuld
nynner: Farvel, I Sommersale,
Have og Lund saa skyggefuld!
Ak, Farvel, I Sommerfugle!
Ungdomsdrømme, som G raahaar skjule,
laane dem Lød og G lans af Guld.
Pludselig, mens Farvellet klinger
ud over Hav og op i Sky,
Drømmenes Hær paa Fuglevinger
flokker om Skjalden sig paa ny:
Haven blomstrer, og Skoven praler,
gennemtonet af Nattergaler
som i Skærsommers Morgengry.
Villigt de følger ham til Byen,
gør ej en Gang en Mine sur,
skal uden Gru for Vinterhyen
flagre med Sang i Dronningbur,
kvidrer aarie og kvidrer silde
om den Sommer paa Tuborglille,
H avfruen fin bag Borgemur.«
Den 11. Oktober meldte Dronningen sin Hjemkomst og
indbød i de venligste Ord Grundtvig til at besøge sig den
16de. Han svarede herpaa: »Paa Onsdag skal jeg, om Gud
vil, have den Glæde atter at se Majestæten og høre, at skønt
Ordsproget siger: Saa mange Hoveder, saa mange Sind, kan
H jerterne dog godt stemme overens, fordi Hovederne ikke
kan faas under een H a t . ---------------Det raa, kolde Vejr drev
mig fra Tuborg i denne Maaneds Begyndelse, men endnu i
Slutningen af September oplevede jeg nogle saa yndige Dage,
at de vilde været nok til at gøre mig Opholdet uforglemmeligt.
— Tilfældigvis, som Verden siger, men ved en besynderlig Til
skikkelse, som troende føler, kom jeg i Sommerens Løb til
at oplyse en lille norsk Pige, som hendes Fader, Rektoren i
Frederikshald, ønskede konfirmeret af mig, og skønt jeg gik
nødig d e r t i l --------------, har jeg sjælden eller aldrig kunnet
tale til en ung om de Ting, der hører til Guds Rige, med
saa megen Friskhed og Inderlighed som der. — Den uventede
Lejlighed, som Opholdet paa Lille Tuborg aabnede mig til
en glædelig Embedsgerning, er mig ogsaa et haandfaaet Pant
194