201 / 245
197
efter at det store skandinaviske Studentermøde fandt Sted i
København, til ham : ----- Meget har jeg tænkt paa Dem
og den begejstrende Glæde, Vorherre har skænket Dem i
det skandinaviske Besøg. Hvor interesseret for Historikeren
at have oplevet et saadant historisk Moment. Hvor be
gejstrende for Digteren at have skuet Nordens Fremtids
friske og kraftige Haab. Hvor velsignet for Herrens ivrige
Tjener blandt denne Ungdom at finde slig Sympati for Herren
og hans Kirke!«
Grundtvig havde ved Studentermødets store Fest i Dyre
haven den 25. Juni holdt en Tale »så. flodande af sprittande
lif och humor, att den genialiske åldrige talaren flere gångor
afbrots af hogt bifall och lifliga utbrott af munterhet,« siger
den svenske Beretning om Mødet.
Han begyndte med, at selv om han ikke havde haft
andet at sige end at lykønske Norden med den Aand, der
trods alle synlige og usynlige Bomme, Bølger og Bjerge
havde samlet dem, og sig selv til at have oplevet denne
Dag, saa maatte han have taget Ordet; men han havde mere
at sige. Han skulde nemlig udbringe en Skaal for Nationa
liteten, og han vilde da sige, hvad han i Nordens Aand
forstod derved.
I det 18de Aarhundrede havde man talt om den øster-
rigske Nationalitet i Ungarn, Bøhmen og Lombardiet, saa
man klarlig nok havde betragtet sig som Verdensborgere,
der fandt deres Fædreland, hvor de fik deres Brød, og kunde
gøre et hvilket som helst Sprog til deres Modersmaal. Det
var en tragikomisk Tid, og man kunde baade le og græde over
den Troskyldighed, hvormed det forsikredes, at al natur
lig Forskellighed hos Menneskens Børn enten som Folke
færd eller som Enkeltmænd kun var en Lyd. — I det 19de
Aarhundrede og især paa saadanne Højtidsdage som disse
tænker og kæmper man sig vel efterhaanden ud af denne
fortvivlede Tankegang, der truede med at gøre alle Folkefærd
og alle Mennesker dumme, slette og slaviske; men hvad man
kæmper sig ud af, det er man jo endnu mere eller mindre
inde i, saa det maa ikke undre os, at vi endnu midt i Nor
den kan høre ymte om den svenske Nationalitet i Finland,
den norske i Finmarken og selv om den danske i Holsten
og Lauenborg, mens der paa den anden Side ymtes om en
splinterny udelukkende nordisk eller skandinaviske Nationali
tet, der skulde opsluge de tre, ligesom Faraos magre Køer slugte