200 / 245
196
fessorerne H e r s l e b og S t e n e r s e n , men ogsaa ved de
ikke faa Venner, hans kirkelige Anskuelse fandt i Norge;
især ved dens fromme og lærde Talsmand W. A. W e x e 1s. —
Til Sverige var han vel ikke knyttet med saa mange Baand;
dog sluttede Professor Dr. B e r g q v i s t i Lund, Kirkehistori
keren T h o m æ u s i Kristianstad og Provst A h n f e 11 i Far
hult sig til hans kirkelige Anskuelse, og mellem ham og
G e i j e r udveksledes venlige Hilsener, ligesom Grundtvig sat
te stor Pris paa Biskop T h o m a n d e r (»Han veed, hvor Lyset
skal staa!« udbrød Grundtvig, da Thomander flyttede et af
Alterlysene i Frue Kirke, hvor han prædikede under Kirke
mødet 1857). Domprovst W i e s e l g r e n udtalte efter et Be
søg hos Grundtvig, at han aldrig havde truffet nogen større
»Skjald i Konversation«. F r e d e r i k a B r e m e r taler om
ham som den, der med Aandens Ild, med Sprogets Magt forrest
blandt Danmarks Profeter og Skjalde kaster flammende Blik
snart over Troslivets Dybder, snart over Fortidens Myter,
dem han fortolker i Filosofemer og Digte, og snart over den
unge Skandinavismes Morgenrøde, over Broderfolkenes For
bund. Dr. O. P. S t u r z e n b e c k e r fandt 1846, at »Grundt
vig er en usædvanlig energisk Natur og en i mange Henseen
der mærkelig, om end af højst modstridende Elementer sam
mensat Personlighed, yderst konservativ i Politik og Teologi,
men som Patriot en af de første, der dybere har anet og kla
rere forudset hele den skandinaviske Rørelse, der nu med saa
mægtig Styrke arbejder sig frem gennem de nordiske Folks
yngre Slægtled, og hvis storartede Fremtoninger den Dag i
Dag er hans, den ærværdige, hvidhaarede Gubbes reneste
Glæde og Stolthed. Han er en Mand med en utrolig Lær
dom, som formelig bivuakerer mellem sine Bøger og Perga
menter. Naar han optræder som Taler, og det sker ikke
sjælden, er det med en Værdighed som en Fortidens Skjald
eller Lagmand, og hans Ord, snart af poetisk Flugt, snart
af en aldeles ejendommelig Humor, hans mange slaaende
Citater af Sagaer og Krøniker, hele hans udtryksfulde Fore
drag og Gestikulation, alt dette har noget, der henriver hans
Tilhørerkreds.«
At Grundtvig glædede sig ved den levende Tankeudveks-
ling og Vekselvirkning i det hele, der fra Fyrrerne begyndte
mellem Nordens Folk, og at han, saa vidt muligt, tog levende
Del deri, følger af sig selv.
Derfor skrev ogsaa Dronningen den 4. Juli 1845, lige