196 / 245
192
lige stærkt, skønt derfor ikke ens fra enhver Mangfoldighed
med aabne Munde; kun at Stilheden og Opmærksomheden
voksede, jo længere jeg talte, jo alvorligere Talen blev, jo
mere den krævede Eftertanke straks og Offer herefter; det
beviser i mine Øjne klart, at Dansk er Nordslesvigernes Mo-
dersmaal, at det er elsket som en Moder, at der findes aabne
Øren mellem Skamlingsbankerne som en sølvhaaret Dron
ning, naar hun sidste Gang i sin Børnekreds udskifter sine
Klenodier med gavmild Haand, naar hun gaar til Hvile,
til Moderhjertets klare Spejl, til Gengæld for den uvisnelige
Hæderskrans, hvormed ædle Børn altid pryder deres Moders
Gravhøj.«
Paa dette Brev svarede Dronningen ikke, men synes til
P. Bojsen at have ladet sig forlyde med, at Grundtvig ikke
havde helt rent Mel i sin Pose, siden han ikke havde sendt
hende en Opskrift af sin Tale paa Skamlingsbanken. Der
for sendte Grundtvig hende den med en Skrivelse, hvori han
gør gældende, at da han er den eneste af de gamle konge-
ligsindede, der kan tiltale Ungdommen, bære over med dens
Fejltrin, men ogsaa revse dens Kaadhed, saa griber han
enhver Lejlighed til at komme i Forbindelse med den og
tror, at Kongens og Danmarks Venner skulde glædes og kun
deres Fjender græde derover.
Heller ikke dette Brev besvarede Dronningen, hvad
enten hun saa — som Grundtvig skrev til Rørdam — var
vred eller bedrøvet. Han skrev saa efter at have aflagt et for
nyet Sommerbesøg hos Gunni Busck et tredje halvt spøgende
Brev, som hun heller ikke svarede paa, men rejste med Kon
gen til Jylland uden at give ham Lejlighed til en Samtale.
Hans Sommerophold paa Tuborg med de ugentlige
Søndagsrejser ind til Vartov affødte saadanne Digte som
» S t r a n d v e j e n « , » K o n g e d y b e t « , »M a r m o r k i r -
k e n« og »B ø r s e n«. S t r a n d v e j en, hvorfra han hørte
Bølgernes Skvulp i Sundet, lod ham drømme om Nordens
Gyldenaar, der spirede i K o n g e d y b e t s Vaar. M a r m o r
k i r k e n , trods sin ranke Rejsning »bygt til Ruin«; en Kirke
uden Alter, uden Daab, uden Orgel, uden Haab. Men han maa
gøre Indsigelse mod den Flan, som var oppe, om at omdanne
den til et Teater. Det maa lige saa lidt ske, at Kirken gøres til
en Fjællebod, som at Menneskelivet, stort anlagt, men tidlig
blevet til en Ruin, gøres til en Farce. Man maa derimod
haabe paa Genfødelse og Fuldendelse for Kirken som for