202 / 245
198
de fede uden selv at blive fede deraf. Thi hvis vi, folkelig
talt, ikke var andet end Skandinaver, da vilde Rusland snart
bevise os, at det hørte til Nordens Enhed, at vi indlemmedes
i det nordiske Verdensrige. — Alt dette er imidlertid kun
Overgangstidens Pinagtighed og bør ikke komme nogen til
Skade paa hans gode Navn og Rygte, ligesom det heller
ingen Skade gør, naar vi kun flittig mødes og taler rent ud
af Skægget, som vore Konger i de tre Riger gjorde, naar de
i gamle Dage mødtes paa Hisingen eller Danholmen. —
Disse Kongemøder er et herligt Vidnesbyrd om, at de fri-
baarne Stammer, hvoraf vi er udsprungne, tidlig følte, der
var noget f æ l l e s , som selv deres kronede Hoveder skulde
bøje sig for; og de er tillige et Spejl, der viser os, hvordan
vi skal mødes værdigt og til fælles Bedste. Det sker, naar
Stammerne mødes som kronede Ligemænd, der føler med
Glæde at de i Nordens Aand har meget t i l f æ l l e s , som de
kun i venligt og virkeligt Fællesskab kan besidde og benytte,
men glemmer derfor ikke, at de hver især har meget e j e n-
d o m m e 1 i gt, som de for ingen Pris vil opgive og heller
ikke bør opgive, da fribaarne Stammer ikke bør spændes i
E n s f o r m i g h e d e n s Tvangstrøje, hvor smukt et Navn man
end vilde give den. — Der er jo imidlertid en Hage ved
Sagnet om Kongemødet her i Norden; thi gamle Bøger i
hvert af Landene fortæller, at naar dets Konge steg til Hest,
holdt de andre Tøjle og Stigbøjle for ham. Lad os imidler
tid enes om, at det skiftevis var dem alle tre, der steg saa
majestætisk til Hest, saa bliver Sagnet især fortræffeligt at
spejle sig i; thi kun da kan Fostbroderskabet i Norden være
sundt og fast, naar Danske, Norske og Svenske føler sig
gennemtrængte af de fælles Følelser, at alle tre Stammer kun
ved hinandens Hjælp kan bestige den høje Hest i Nordens
Aand ___ Saaledes har jeg nu sagt Dem, hvad jeg mener
med Nationaliteten, saa jeg har intet imod, at man kalder
Norden t r e e n i g t , naar det er T r e f o l d i g h e d e n ufor
talt, og a a n d e 1i g talt vil jeg selv sige, vi har et fælles Fæd
reland, fordi Nordens Aand er den gamle Folkeleder i alle tre
Riger, men b o r g e r l i g talt har hver Stamme dog sit, og
h j e r t e l i g talt har vi et trefoldigt Moderskød, hvor Moders-
maalet og alt, hvad der i Forkærlighed inderligst forbinder
os med vore nærmeste paarørende, maa ske sin fulde Ret,
saa vi ved Fostbroderskabet intet mister, som er værd at
eje, men vinder, hvad aldrig kan besiddes ved udelukkende