203
gaard. P a a l æ g g e en anden Præst at udføre, hvad der er
Kierkegaards Pligt, vil han ikke; men han har intet imod, at
Kierkegaard formaar en anden Præst dertil.
Samtidigt med Brevet til Biskoppen havde Kierkegaard
skrevet til Grundtvig om Sagen, og denne svarede den 14.
Februar saaledes: »Kære Ven! Vistnok vil jeg styrke Dem
baade til at holde Daaben i Æ re og til alt godt; men var
De ikke slet saa ny i Embedet, maatte jeg undres over,
at De finder en Prøve tung, som mig synes ingen Præst i
Sjælland er bedre end De baade indvortes og udvortes skik
ket til at bære med Glæde. Sagen er jo saa soleklar, at
hvem der ikke kan se mere, kan dog immer se, at Stats
kirken prostituerer sin Daab ved at prakke den paa Gen
døberne med erklæret Forlov til at vaske den af, naar de
behager; og De kan jo desuden godt paa en fin Maade lade
baade Bisp og Kancelliet forstaa, at De ikke er bleven Præst
i Pedersborg for Levebrødets Skyld, saa De derfor skulde
besvære Deres Samvittighed, og at De virkelig tror at gøre
Øvrigheden en T jeneste ved at oplyse det forfærdelige Mis
greb, man var i Færd med at begaa og nødvendig snart maatte
komme til at fortryde. Og anser De endelig baade Bisp og
Kancelli for umulige at komme til Rette med, da koster det
Dem jo kun en Svip her ind for at faa Sagen ordentlig gen-
nemgaaet med Konge og Dronning, saa det vilde være et halvt
Mirakel, om den gik Dem paa.
Men maatte nu selv dette Mirakel ske, før Regeringen
lærte, at den er paa gale Veje, og at der ogsaa i Statskirken
er Samvittighed, da formoder jeg dog, De ikke fik længere
at flytte end til Sorø, hvor man jo nu siger for vist, at
Rothe skal til Gladsakse, og hvor jeg dog virkelig nu har
det Haab, at der bliver noget at gøre; og desuden maatte
det jo være Mynster og Stemann, der maatte sætte Ryggene
sammen for at skyde Dem ud; og skete det, turde jeg love
for, det blev vedkommendes sidste Bedrift.
Derfor, se endelig til, at De tager Dem den Ting let og
rolig, og lad Verden aldrig mærke, vi erforknyt for den.
Vorherre hjælper nok og staar sikkert fast ved sit Ord, som
vi endog har Lov til at huske ham paa, ikke at friste nogen
over Evne, hvad han endog tager i den allerliberaleste Me
ning, det Vidnesbyrd maa jeg give ham. Nu, De skal se,
ban vil fortjene det samme af Dem, naar De kun vil være
frimodig og behandle den Sag som noget, der jo ikke kan