212 / 245
208
fter det Forhold, hvori Grundtvig havde staaet til Kong
Kristian den Ottende, var det naturligt, at han skrev
Mindesange og holdt Taler og Foredrag om Kongen efter
hans Død den 20. Januar 1848. Den mest kendte af disse
Sange er sagtens den, hvis første Vers lyder:
»Danmark, paa din Vinterdag
sænk dit Hoved, sørg og klag!
Kongelyset er udslukket,
Kongeøjet fast tillukket,
Kongehjertet, ak det brast.«
Sangen tiltalte i høj Grad Dronning Karoline Amalie,
men hun var ikke tilfreds med, at Grundtvig vilde have den
sunget med Melodien »Dejlig er den Himmel blaa«; den var
hende ikke højtidelig nok, og hun bad Grundtvig om at
finde en anden. Grundtvig holdt Mindetaler over Kongen
baade i Vartov Kirke og i Dronningens Kabinet, og han be
tegnede deri Kong Kristian som »en god og en i Livsalighed,
Kundskab og Forstand sjælden Konge, som Riget og Folket
smertelig savner og næppe tør vente erstattet«.
En Maaned efter Kristian den Ottendes Død styrtedes
Ludvig Filip i Frankrig, og fra Paris bredte Bevægelsen sig
til de fleste evropæiske Lande undtagen Rusland og England.
Hos os kom den foreløbig frem som en Styrkelse af de natio
nal-liberale Bestræbelser for at faa en »Konstitution«.
Heri tog Grundtvig foreløbig liden eller ingen Del, men
droges efterhaanden ind deri. Den 24. Februar skrev han
saaledes til Dronningen: »I den forvirrede Bevægelse, som
sikkert efter Sørgehøjtiden (Kongens Jordefærd) vil blive
langt kendeligere, tager jeg saa liden Del, som det er en navn
kundig dansk Skribent tilladeligt, og venter immer paa, at
Vorherre, scm selv er det sande Lys, vil klare Mørket, som
ruger over Fremtiden.« Den 1. M arts-skrev han i et andet
Brev: »Hvilket forvirret Røre der i Aar bevæges i Europa!
Skade, at Kong Kristian, som kunde det, ikke fandt Midler
og fik Held til at give os en folkelig Grundlov, som det nu
under den grænseløse Forvirring vil falde svært at opnaa!«
Og den 8. Marts skrev han: »Deres Majestæt spørger, hvad
XIV.
I FR ED ER IK DEN SYVEND ES TID .