217 / 245
Før det almindelige Valg havde en Del af Grundtvigs
Venner forhandlet med ham om at stille sig i Præstø; men
da andre havde opfordret Clausen dertil, vilde Grundtvig
ikke. Valget af Væveren vakte i Pressen en saa stærk Storm
og fremkaldte hos mange Tvivl om det forsvarlige i at give
almindelig Valgret, saa Væveren trak sig tilbage, inden Rigs
forsamlingen traadte sammen, og der blev udskrevet nyt
Valg til den 6. November. Nu opfordrede man atter Grundt
vig til at stille sig, og han efterkom med Glæde Opfordringen.
Bondevennerne opstillede imidlertid imod ham Sognefoged
Jens Jensen fra Grumløse i Grundtvigs Fødesogn Udby og
gennemagiterede Valgkredsen under Feltraabet: »Ingen Em
bedsmand og ingen Herremand!« Da Grundtvig kom ned
til Valget, bad hans Venner ham ikke at tage ind hos Baron
Stampes paa Nysø, saasom alle Herregaarde var mistænkelige
Steder i Bøndernes Øjne. Grundtvig vilde naturligvis ikke
fornægte sine Venner for at opnaa Valg til Rigsforsamlingen,
men tog ind paa Nysø og kørte til Valgstedet i Baronens
Vogn, ligesom han i sin Valgtale lod Vælgerne vide, at lige
saa vist som han trængte til dem for at blive valgt, trængte
de til ham( for at ryste Væveren af sig. Da Jens Jensen
derefter kom til at tale, talte han rask og flydende om, at
Bønderne nok kunde være deres egne Talsmænd, og for
klarede, hvad han vilde arbejde for, hvis han blev sendt til
Tinge. I øvrigt, sagde han, var det ikke med Glæde, han
stillede sig mod Grundtvig, der for 36 Aar siden havde kon
firmeret ham, og hvem han maatte give det bedste Vidnes
byrd som frisindet Mand og ægte Bondeven. Ved at røre
ved disse gamle Minder blev Jens Jensen bevæget og er
klærede, at han vilde stemme paa Grundtvig og bede de
andre Vælgere gøre det samjme. De stemte da alle paa
Grundtvig saa nær som 11 standhaftige. Saaledes blev jeg
da,« skrev Grundtvig, »valgt til Rigsdagsmand paa en for
underlig og dog i Grunden mageløs jævn og naturlig Maade,
saa det glimrende aldeles fordunkledes af det kærlige.«
Grundtvig sluttede sig i Rigsforsamlingen ikke til noget
af Partierne; han dannede, er der sagt, et Parti for sig selv,
tit dog støttet af sin Ven Professor Flor. Han tog ganske
livlig Del i Forhandlingerne, især om de store Grundspørgs-
maal om Værnepligt, Valgret, Tros-, Tale-, Forsamlings-,
Forenings- og Næringsfrihed samt de brændende Spørgsmaal
om Krig og Fred.
213