221 / 245
217
Kongerigets særlige Anliggender, søgte Grundtvig ikke oftere
Valg.— Imidlertid lod han sig i 1866 vælge til Medlem af
Landstinget, fordi han var Modstander af den Sammensætning,
dette efter det foreliggende Grundlovsforslag skulde have, og
som det fik. Da han var 83 Aar gammel, var det naturligt,
at han som Aldersformand kom til at aabne Tingets første
Møde, og det gjorde han med følgende Ord:
»Efter at jeg har været en af Folketingets f ø r s t e Al-
dersformænd, maa det vel findes lidt sært, at jeg nu, som
det synes, skal være Landstingets s i d s t e Aldersformand.
Men baade Tinget og jeg vil kunne trøste os, naar det kan
blive vort sanddru Eftermæle: De var gamle Danmarks Rige,
dets Folk og dets Frihed tro til Døden.«
Landstinget var imidlertid stemt for Forfatningsstridens
Ophør, saa Grundtvigs Iver og Nidkærhed foreløbig ingen
Betydning fik; men han blev hørt med megen Opmærksom
hed, naar han talte, og i en af sine sidste Taler takkede han
Ministeriet og Tinget for den Ordets Frihed og Ørenlyd, der
var bleven ham til Del langt over Forventning. Han vilde
bede om Lov til endnu at sige et sidste Ord, bede Medlem
merne om at have lidt Taalmodighed med Aldersformanden,
som begyndte med at tale kongeligt og folkeligt i Kristian
den Syvendes Dage og gør saa endnu i Kristian den Niendes.
Hans Ord, siger man, var i Ungdommen meget for skarpt
og kongeligt, i Alderdommen meget for mildt og folkeligt;
men ingen har dog nægtet, at hans Ord altid var dansk og
fædrelandsk. Og han mente, at Følgen af, hvad Tinget stod
i Færd med at gøre, vilde blive Bitterhed, Splid og Krebs
gang, at Flertallet viste en alt for stor Sorgløshed, naar det
ikke vilde skænke det tungeste Ansvar en alvorlig Tanke, selv
ikke, naar en gammel Rigsdagsmand og Sagamand, Folkeven
og Folketaler advarede og maatte, hvis han havde Ret, staa
som Vidne fra Slægt til Slægt, saa længe Danmark staar, alt-
saa — med Guds Hjælp — til Verdens Ende; »thi det er«,
sluttede han, »min første og sidste Forudsigelse, at hvad man
saa end gør, enten ude eller hjemme, saa vil sikkert Dan
marks Rige bestaa, saa længe Bølgerne ruller.«
Det er bekendt, at Grundtvig og Tscherning efter Udka
stets Vedtagelse vilde gaa til Kongen for at bede ham ikke
at stadfæste det, men at de den 26. Juli fik den Besked, at
han ikke kunde modtage dem eller gaa ind paa deres An
dragende.