218 / 245
214
Tschernings Forslag om Indførelse af almindeligt Vær
nepligt modsatte han sig og hævdede, at »det klogeste, den
danske Krigsminister og den danske Regering selv midt un
der den farlige Krig, hvor alt staar paa Spil, kunde gøre, det
vilde være ikke at udskrive en eneste Mand mere til tvungen
Krigstjeneste, men at henvende sig til det danske Folks Fæ
drelandskærlighed og til den danske Ungdoms mageløse Fri
villighed, en Frivillighed, der altid vil vise sig rede til at
forsvare det gamle Danmark, saa længe det er værd at for
svare«. I Overensstemmelse hermed udtalte han sig imod
»staaende Hære«, der aldrig er bievne oprettede til Fædre
landets Forsvar, men til Undertrykkelse af Folket og Folke-
friheden eller til fordærvelige udenlandske Krige.
I det brændende Spørgsmaal om Valgretten udtalte
Grundtvig, at han ingenlunde regnede Valgret til de utabe-
lige Menneskerettigheder; han havde ogsaa haft Betænkelig
heder ved, at man havde ladet Rigsforsamlingens Medlem
mer vælge ved almindelig Valgret. Men »det vilde være
uklogt og farligt at berøve Folket det allermindste af den
Valgret, der uanmodet er givet det, som det kun har brugt
een Gang, og vi vil dog ikke sige misbrugt ved at vælge os«.
Under Forhandlingerne om de kirkelige Forhold kunde
det ikke undgaas, at de to gamle Modstandere Mynster og
Grundtvig tørnede sammen.
M y n s t e r stillede Forslag om, at de fra Folkekirken
afvigende Trossamfund kun ved særlig Lov kunde faa Ret
til at holde offentlig Gudstjeneste, og om, at kun Medlem
mer af anerkendte Religionssamfund skulde have Adgang
til Nydelsen af fulde borgerlige Rettigheder, og det endda
kun, for saa vidt disse ikke maatte medføre særegne For
pligtelser til Folkekirken. G r u n d t v i g derimod gjorde
gældende, at efter hans Overbevisning havde den ægte op
rindelige Kristendom aldrig stræbt efter at faa et Rige af
denne Verden, et borgerligt Herredømme over Folk og Ri
ger. De Kristne har altid krævet fuldstændig Frihed for
deres Tro og Gudsdyrkelse, men følt, at vilde de nægte an
dre den samme Frihed, forstyrrede de selv det Frihedsele
ment, hvori Kristendommen ene kan aande, leve og trives.
Hvor Trosfrihed fattes, der kan heller ikke den borgerlige
Frihed slaa Rod, og naar man vil kyse os fra denne Frihed
ved at opregne og udmale alle de Farer, som den skal kunne
føre med sig, da skal vi bære os ad, som naar nogen vilde