215 / 245
211
i Morgen bevise os, at Nørrejylland hængte endnu langt
nøjere sammen med Sønderjylland end Slesvig med Holsten;
og overlod vi dem Nørejylland, vilde de finde det soleklart,
at de som Jyllands Besiddere maatte eje en Broderpart af
den danske Flaade, som altid havde forbundet Øerne med
Jylland, og for Danmarks egen Skyld maatte de saa se at
faa Øerne med. Det grænseløse er Tyskerne i Kødet baaret.
Men deri skal vi ikke ligne dem, og navnlig ikke søge at
faa flere med os end dem, der er villige til at følge os.
Men hvad skal vi gøre med Slesvig? Lade det staa som
afhængigt eller uafhængigt ved Siden af Danmark eller prøve
paa at dele det?
Det sidste vilde være det nemmeste og vilde være at
foretrække, naar ikke paa den ene Side de danske Slesvigeres
Bifald var meget tvivlsomt, og paa den anden Side Frisernes
og Angelboernes Stilling saa tvetydig, at de maaske ikke ret
selv veed, hvor de vil hen.
Imidlertid var jo Krigen udbrudt; og var der Krig, saa
skulde der efter Grundtvigs Mening være Krig. Hans to Søn
ner gik med i Krigen som frivillige, og at det ikke alene
var med hans gode Vilje, men efter hans Ønske, kan ses
af hans Digt:
»Det er en underlig, en hellig Stund,
naar gammel Fader beder Sønner unge,
fribaarne som han selv paa Kirkens Grund,
gaa sjæleglade did, hvor Kugler sjunge,
hvor, som det synes, Himlen ej har Stemme,
hvor Fred er husvild og kun Død har hjemme.
Det er en underlig, en hellig Stund,
hvis H jerte har den gamle end i Livet
og Tro paa, hvad der gløded i hans Mund,
og Syn derfor, at selv er han som Sivet,
og Haab derom, at Sønner hans vil træde
i Fædres Spor til Faderaandens Glæde.
Det er en underlig, en hellig Stund,
for G raahaarsskjalden og for Kirkesvalen,
som elsker sine ret af H jertens Grund
og svæver halvvejs alt i Skyggedalen
og kan, hvis han ved Graven skal staa ene,
ej trøstes af al Verdens Bavtastene.«
Og som hans Sønner var legemligt med i Kampen,
hvorfra de kom hjem som Officerer og med Ridderkorset,
>
14*
\