216 / 245
212
var Faderen aandelig og hjertelig med, og han havde en
Sang til hver Sejr og til hvert Nederlag og Mindesange over
de faldne, hvad enten han kendte deres Navne eller ej. Her
skal blot nævnes hans vældige Opsang: »Danmarks Løve,
ryst din Manke«, hans Trøstesange over Nederlagene ved
Slesvig og Egernførde, hans Sejerssange efter Slagene ved
Fredericia og Isted, hans Mindesange over Vilhelm Blom,
Brødrene Dalgas og den ubekendte, dødelig saarede Menig
mand fra Istedslaget, der ved Synet af de tagne Kanoner
udbrød: »Ak, Herre Gud! skulde jeg endnu have den Glæde
i dette Liv!« Men især maa nævnes Sangen fra Maj 1848,
der efter 1864 ret er levet op paa Folkets Læber: »Fæderne-
land ved den bølgende Strand«. Det var hans Ønske, at
Kampen for Sønderjylland maatte blive ført med al mulig
Kraft, saa da man efter Sejren ved Dybbøl den 5. Juni 1848
stadig underhandlede, skrev han:
»Vaabenstilstand i Maaneder tre,
den har vi haft jo, saa vidt jeg kan
se.
Vaabenskifte i Dagene tre,
det har jeg savnet, og det gad jeg se.«
Da Frederik den Syvende lod udskrive Valg til en grund
lovgivende Rigsforsamling, søgte Grundtvig at komme med,
fordi han »gerne vilde give et dansk Ord med i Laget«,
fordi han ønskede, at Troens, Tankens og Ordets Frihed
skulde sikres saa godt som muligt ved den frie Forfatning.
Han mente, at ingen var nærmere til at vælge ham end
Danmarks Sømænd, hvis Pris han saa tidt havde sunget,og
stillede sig derfor i Københavns Ilte , nu
8de,Valgkredsi
Nyboder; men her stillede sig ogsaa Holmens- Chef, og vel
fik Grundtvig efter den ualmindelig livlige Valghandling de
fleste Stemmer ved Kaaringen; men da det kom til skriftlig
Afstemning, turde »Holmens faste Stok« ikke stemme mod
Holmens Chef, saa han fik 369 Stemmer mod Grundtvigs
313.
E fter Valget indgav over 2000 Mænd fra forskellige Egne
af Landet et Andragende til Regeringen om, at Grundtvig
maatte blive kongevalgt Medlem af Forsamlingen; men det
gik Regeringen ikke ind paa. Den valgte derimod Professor
H. N. Clausen, der paa Valgdagen var falden i Præstø for
Bomuldsvæver Hans Hansen fra Mern, en vel begavet Mand,
hvis Fortid imidlertid ikke ret taalte Dagslyset.