226 / 245
Kirke opretholde, men ogsaa benytte de forsk ellige folk e
lig e (nationale) E jendomm eligheder, hvad jo ogsaa frem-
gaar a f hans gen tagn e L ignelser om Ordet som Sæd og Men
nesk everdenen som Jordbunden. Jordbundens Art er ingen
lunde ligegyld ig m ed H en syn til Sæden s Udbytte. S aaled es
i Kirken, hvor Frugten i sit Væsen gan ske v ist altid svarer
til Sæden, men i M angfoldighed og Styrke ogsaa til Jord
bunden. Ordets Frugt maa jo i Sæ rdeleshed være Ord, saa
de kristelige L ivstegn maa især g ive sig til Kende som B e
kendelse, Forkyndelse og Lovsang som Udtryk for den Tro,
det Haab og den Kærlighed, der lever i M enigheden. Men
— som sagt — M angfoldigheden, R igdomm en og Fylden
deri er ingenlunde uafhængig a f Jordbunden.
D erfor vil
enhver aandfuld og indtrængende Betragtning a f Kirkens
H istorie fæ ste Ø jet paa F o lk e k ir k e r n e hos de forsk ellige
H oved folk ; og Grundtvig udpegede som saadanne fremtræ
dende Folkekirker den ebraiske, græske, romerske, engelsk e,
tyske og nordiske. Og jo m ere indtrængende han studerede
deres E jendomm elighed, des klarere b lev det ham , at de
profetiske Ord i de syv M enighedsbreve i Johann es’s Aa-
benbaring (Kap. 2 og 3 ) havde deres A nvend else paa de
store Folkekirker.
D et var ingenlunde nogen ny Tanke hos ham ; thi al
lerede 1841 havde han skrevet:
2 2 2
»At O rdet hører Munden til
og Skrift er kun dets Skygge,
de lærde ej betænke vil,
og mens paa Skrift de bygge,
de paa den Skrift ej give Agt,
som H errens Mund har selv
tilsagt
hans H jertens Ven optegnet.
Paa Antikrist og Babels Fald
de fleste vilde grunde,
og Rigets Aar og Dyrets Tal
udgrunde, om de kunde.
Men H errens Breve himmelblaa
var alt for jævne og for smaa
til stort om dem at sige!
Hvor Efesos og Smyrna laa
jo vidste Skolepoge,
og i de andre fem man saa
sædvanlig Ravnekroge,
hvis Engel og hvis Menighed
for evig sank i Glemsel ned,
før end de kom til Orde.
Og dermed gav man sig tilfreds
og Sjæle vederkvæged!
I denne Lysestagekreds
sig Frelseren bevæged!
Det var Syvstjem en Aand ved
Aand,
som i Vorherres højre Haand
oplyste Kirkehimlen!
O, vogt dig! sagde H erren blid,
dit Lys ej bliver Mørke!
Men hvad var den Oplysningstid,
da Aander skabte Ø rke;
da man paa Skriften var saa klog,
men oversprang i Aandens Bog
Vorherres Sendebreve!