227
Der var m eget, vi skulde tale sammen om; men om de
Ting, der hører denne Verden til, taler man med Rette kun
lidt og sagte i Sørgehu set; deres Forgængelighed træder os
ogsaa der saa nær, at deres Betydenhed synes ringere; —
og den Klarhed i alt, som vi attraar ved at v ek sle Tanker,
syn es os saa nær, naar vi tænker paa dem, som gik forud
til den rette Klarhed.«
Paa dette Brev svarede Grundtvig kun med en Takke-
h ilsen ved en yngre V en (A lgren ), og Ingemann sendte da
en Maaneds Tid efter et Mindedigt, der ikke var led saget af
noget Brev:
»Tit gamle Seer
bøjer sit Hoved tavs;
ak, hun er borte
hun, som han elsked mest!
Ej mer han hører
O rdet med Kærligheds
lifligste H jerterøst
fra Livets Sommer!
Ej mer han skuer
Ø jet, som minded ham
om Nordens dybe
herlige H immelspejl;
den Sjæl, som stille
lytted til Skjaldens Flugt,
svæver nu over ham
paa Himmelstraaler.
Men graanet Seer
løfter sit Tankeblik,
hans Aand fornemmer
Straalen fra Livets Hjem.
Fra Aandens store,
evige Fædreland
hvisker hans Ungdomsbrud:
Guds Fred, du kære!
Og atter ser han
Øjet, som minded ham
om Markens Kornblomst
og om det dyoe Hav.
Han atter hører
Røsten med Skovduens
yndigste Hjerteklang
fra Livets Sommer.
Til djærve Sønner
flyver Velsignelser
med Danekvindens
Fryd i forjættet Land;
til H jertets Datter
aander hun Himmelfred
og til hin Sjæleblomst
i Barnevuggen.
Guds Fred hun aander
ud fra sit Paradis
til dem, hun elsked,
og dem, hun aldrig saa.
Dybt Skjalden føler
Paradisluftningen,_
ser i Guds Rige ind
med stille Lovsang.«
Herpaa svarede saa Grundtvig den 18. Februar: »Kære
Ingemann! Skønt R igsdagsklokken slaar i dette Minut, maa
je g dog gribe Pennen før Haanden bliver valen paa ny,
d els fordi jeg virkelig skammer m ig lidt over min tilsyne
ladende haardnakkede Tavshed, og især fordi jeg kan se
paa den tomme Konvolut, at er du end ikke bleven vred
over min U skriftmæ ssighed, saa er du dog bleven ked af den.
Nu da, først og fremm est: inderlig Tak til dig og din
Lucie for eders D eltagelse, som jeg v el gjorde sikker Reg-
15*