230 / 245
226
De Baand, som hos min ædle Viv
til hendes Sorg og ingens Glæde
i Dybet bandt det skønne Liv,
som vilde lydt sig selv udkvæde,
de Baand, som nu for hende brast,
kun som de gamle Bjerge flyttes,
gid de for dig maa være Bast,
gid allerhelst de aldrig knyttes!
Da skal du straale i din Kreds,
Huskredsen, hun saa ømt omfavned,
ej mindre from, men mer tilfreds,
med Perler kranse Gudsfrygtsnavnet,
som nu dit Smil fra Blomsterengen
med Paradisets Efterskin
forplanter over Sottesengen
sig til den skønnes blege Kind.
Gid saa dit Lys i Vinterdage
med Barnet født i Betlehem
maa kaste nyfødt G lans tilbage
paa Mindet om din Moders Hjem!«
Fru Grundtvig døde 14. Januar 1851, og samm e Dag
fik Grundtvig et Brev, hvori D r o n n i n g K a r o l i n e
A m a l i e udtalte sin h jertelig e D eltag else.
D agen efter
skrev I n g e m a n n : »Jeg har i den sen ere Tid ofte tænkt
paa dig og det stille Hus med S y g elejet, din kære Kone
laa paa — je g har sendt hende m angen H ilsen m ed S ø ste
ren; nu v eed jeg, hun er der, hvor vi om fø je Tid m ed Guds
Hjæ lp skal være hos hende i Herren m ed Fred. D et m ilde,
v en lig e Ansigt, hvormed hun altid modtog m ig, ser je g nu
i den G lans og H erlighed, hvormed det en Gang v il modtage
de gam le Venner. Gud styrke dig til at bære Sorgen og S av
net. Naar Du kan, saa giv dit H jerte Luft og L ettelse ved
et B illed e a f hende med Aandens og Ordets Farver. — Hun
fik dog den G læde at opleve sin e Sønners Lykke som Med
kæmpere for gam le Danmark og som tro Vogtere ved Leddet;
Johan saa hun jo paa sit sidste S y g eleje. H ils dem b egge
h jertelig fra m ig! D eres Lykke og Hæder har ogsaa glædet
m ig, og den Sorg, de nu føler, deler jeg. H ils ogsaa din
kærlige Meta og den kære Jane og Pou line.*) Gud v elsign e
dig og dem a lle! Min Kone sender ogsaa dig og dine den
h jerteligste H ilsen ; hun tænker ogsaa paa dig og dine med
inderlig D eltagelse.
*) Fru Grundtvigs Søstre.