233 / 245
229
Grundtvig havde gjort hendes Bekendtskab i 1845, da
til hans Overraskelse en T jener en Aftenstund kom og meldte,
at Fru Toft fra Rønnebæksholm med sin Moder og sine
S østre vilde aflæ gge ham et Besøg.
Alt, hvad han den Gang vidste om Fru Toft, var, at hun
stod eller syn tes at staa i Spidsen for de »gudelige Forsam
linger« i Sydsjæ lland, og at hun havde Mod og Mandshjerte
til at trodse den offen tlige Mening. Han maatte imidlertid
ogsaa tro, at han trods al sin Bestræbelse for at være »billig«
mod d isse Forsam linger maatte være hende en Torn i Øj
n en e, og han ansaa derfor B esøget for en S lags Udæskning.
D erfor spurgte han allerede i Begyndelsen af deres Sam
tale, om Fru Toft ikke vidste, hvad det var for en sjællandsk
Herregaard, hvor Biskop Mynster sagde, man kryede sig af
at have haft en gudelig Forsam ling paa 500 Sjæ le. Jo, sva
rede Fru Toft, skønt det var Snak baade med Kryheden og
med Antallet, saa kunde Biskoppen ikke have ment nogen
anden sjæ llandsk Herregaard end Rønnebæksholm.
Dette
korte, kække Svar tiltalte Grundtvig i høj Grad, og snart var
de i en levende, højrøstet Sam tale om Forsamlingerne, hvis
æ gte » H e l l i g h e d « og levend e, frugtbare »Kristelighed«
han havde mange Indvendinger imod, men som han mente,
han indrømmede al den Ret over for Verden, hun kunde for
lange. Hun sagde ham siden, at hun aldrig havde mødt no
gen Mand, der havde taget saa haardt paa hende eller dog
paa, hvad hun elsk ed e snart højere end sig selv. Det, der
saarede hende allerdybest, var, at Grundtvig havde sagt, at
det ikke blot var ugudeligt, men taabeligt at forfølge de gude
lig e Forsam linger, da deres »H ellighed« ikke kunde skære
nogen i Ø jnene, og da den »Skikkelighed«, de unægtelig be
fordrede, jo maatte tækkes Verden; Resten, fandt han, var
en selsk ab elig Sm agssag. Grundtvig forstod siden godt, at
end ikke al Verdens Grovheder maatte saare den stolte Adels
frue og for Alvor gudfrygtige Kvinde saa dybt som, at en
Mand, om hvis kristelige Gudsfrygt og Oplysning hun havde
h øje Tanker, med største Sikkerhed erklærede det, hun satte
saa m egen Pris paa som Opbyggelsesm iddel, for ingen Ting.
Trods den haarde Medfart kom Fru Toft snart igen,
fordi hun haabede hos Grundtvig at faa Svar paa nogle for
hende vigtige Spørgsmaal, som hun forgæves havde forelagt
flere Præster, der enten ikke kunde eller ikke vilde besvare
dem, men indsvøbte sig mere eller mindre i deres præstelige