239 / 245
235
aande Liv i Skyggers Land,
turde vente af Guds Naade
løst i Solglans Danmarks Gaade?«
N ej, siger han, det skal ikke spørges.
Danmark er
ganske vist som en Enke, lig hende ved N ains Port, og vi
kan kun tænke os dets Redning som ved et Vidunder; men
dette vil sikkert sk e; thi, siger han:
»Hvis kun i det himmelhøje
Fred og Frihed har en Ven,
Danmark, vend til ham dit Øje,
stol kun paa, han lever end;
da er, trods Stormagter stride,
Overmagten paa din Side.
Ja , jeg ser ham nær i Aanden,
ham, der ynkes inderlig,
ham, der raader Bod paa Vaanden
med Livsordet uden Svig;
himmelsk Trøst af hans: græd ikke!
Moderhjertet skal inddrikke.«
Ved det store B esøg af Sønderjyder, der fandt Sted i
September 1865, talte Grundtvig ved den af hans gam le
Modstander P rofessor C lausen indviede slesv ig sk e S ten i
Dyrehaven bevæget og betagende over det gam le Ord: »D et
er tungt at sk ille dem ad, der gerne vil tilsammen være.«
Han m indede om det store Skam lingsbankestævne 1844. Nu
var de sam lede under forværrede Omstændigheder, hvorved
han ikke blot tænkte paa den ulykk elige Krig og den skamme
lig e Fred; den vilde snarere tjen e til at sammenknytte end
til at adskille H jerter; m en T iderne var forværrede ved, at
der m anglede saadanne Kæmper som P. H. Lorenzen, Hans
N issen og Laurids Skau. D e vilde ikke have taalt, m ente
han, at man lukkede Rødding eller ved et Pennestrøg gjorde
Skolen i Haderslev, der var vristet ud af det »tyske« Kan
cellis Knytnæver, tysk, eller at man ophævede den fri danske
M enighed i Flensborg. H vis man imidlertid paa den Maadé
vil blive ved at berøve Nordslesvigerne deres Midler til
aandelig Opbyggelse og Oplivelse, da maa d isse vende Stats
kirken og Statsskolen Ryggen og søge deres Opbyggelse og
Oplysning udenfor d isse Anstalter. Men derved vilde vel
Evropa faa Ø jnene op, og Tyskland v el ogsaa. »Oplever
jeg ,« sluttede han, »end ikke, at Nordslesvig vinder S ejr paa