235 / 245
231
Mand: »Med Grundtvig syn es jeg, det er noget bedre; det
er ikke leg em lig Sygdom , han har lidt af, men jeg tror, det
er aandelig A n fæ gtelse.« To D age efter skriver hun: »Med
Grundtvig er det endnu ikke rigtig godt, og som F ølge deraf
ser man ikke m eg et til Marie, da han slet ikke kan taale,
at hun er borte.
D e spadserer sædvanlig tre Gange om
Dagen, og en stor D el a f E fterm iddagen maa Marie læse for
ham. Hun læ ser hver Dag to af hans Prædikener fra 1832
for ham, saa skriver han et Udtog a f dem, som jeg tror,
han v il lade trykke. Det, at han oversætter et Kapitel af
det nye T estam ente om Formiddagen, siger Marie, hjælper
saa m eget til at berolige hans Sind. D et er ikke underligt,
(at) hos saadanne stærke E ge er Stormen, naar den kommer,
ogsaa væ ldigere, og det er, som den tog stærkere fat i dem.
Men je g tænker, det er, som vi alle skal føle og forstaa, at
vi er kun som Rør, der knækkes og henvejres af V inden,
dersom ikke Herren holder os oppe.« Den 7. Juli skriver
hun: »I Dag er Svend og Johan Grundtvig komne, og om
nogle D age kommer nok B ojsen s. Jeg tror, at Grundtvig er
m eget glad ved, at alle hans Børn kommer her ud, for jeg
har kunnet mærke, at naar der gik nogle Dage, og at han ikke
hørte fra dem, var han urolig.«
D en 15. Maj 1854 fødte Fru Marie Grundtvig en Søn,
hvis Fødsel han straks m eldte Dronningen med følgende
Linjer: »D eres Majestæts kærlige D eltagelse i alt, hvad der
angaar m ig og mit Hus, og D eres naadige B efaling gør mig
det til en kær P ligt endnu i A ften at m eddele Dem, at for
en halv T im e siden blev min herlige Kone forløst med et
stort Drengebarn, der kan skraale som den bedste af hans
A lder. Stort andet kan han vist ikke endnu, men den kær
lig e Gud, som har skænket ham Livet, kan og vil sikkert
ogsaa gøre ham dygtig til al god Gerning; thi han er en
Gud, som aldrig lader Haabet beskæmmes.«
T il Ingemann skrev han den 16. Maj: »Mig har Vor
herre gjort den forunderlig store Glæde, at der i A ftes blev
m ig født et stort, velskabt Drengebarn med en vældig Stem
me, saa der kan med Guds Hjælp blive en væ ldig Raaber af
ham, naar han faar Stunder til at vokse og faar noget at
sige, som er værd at høre. Med ham kan jeg da, om Gud
vil, naa et godt Stykke ind i næste Aarhundrede, og der
som da Danmarks H istorie i dette Aarhundrede bliver værd
at beskrive, tænker jeg, han gør det bedste dermed i det
næ ste . . . .«