209 / 245
205
melse angaaende ham. Grundtvigs Svar herpaa, dateret den
18. Februar 1845, lyder saaledes: »Kære Ven! Det glæder
mig at se af Deres Brev, at De har fast besluttet med Guds
Hjælp hverken at give efter ved Daaben eller søge Deres
Afsked, se til at blive i den Beslutning og rolig se paa
hvad andre vil og faar Lov til at gøre i denne Sag, ønsker
jeg Dem af mit H jerte Naade, Lykke og Velsignelse; thi jeg
er vis paa, at Sagen da ikke blot vil faa et taaleligt, men
et godt og glædeligt Udfald. Hvad jeg har været bange for,
var, at Kancelliet i Stedet for at true med Afsættelse, hvor
til dog vel hører Lov og Dom, altsaa en Lov, der først skal
gives, og en Dom, der — saa længe Loven fattes — kun
med soleklar Uret kan fældes, skulde have valgt at sejgpine
Dem med stigende Mulkter*), hvorved De var bleven nødt
til at søge om Afsked og kunde da formodentlig ej en Gang
have faaet Sagen for Retten, saa det er noget, jeg ej en Gang
har turdet nævne og beder Dem selv endnu at tie med.
Angaaende nu Deres Ønske, at Kongen forud maatte
vide, hvad Kancelliet har bestemt, da skulde jeg gerne se
til at faa Kongen i Tale, og, hvis det ikke lykkedes, lægge
Afskriften i Dronningens Haand, naar jeg troede, det kunde
gavne Sagen eller Dem; men jeg tror det ikke; thi det videste,
Sagen for Øjeblikket kunde drives ad denne Vej, var sikkert,
at Kongen befalede Kancelliet først at prøve mildere Midler,
og det vilde efter den herskende Tankegang føre lige til Mulk-
teringen, som De vist med mig anser for det allerværste.«
Til Slutning meddeler han Kierkegaard, at baade det
teologiske Fakultet og Hovedstadens Gejstlighed er paa hans
Side, og at der derfra vil blive foretaget Skridt i Sagen.
Dette forholdt sig rigtigt. E fter nogen Forhandling og
en mislykket Henvendelse til Biskop Mynster, nedsatte Kon
ventet i København et Udvalg (Grundtvig, Professor Engelstoft
og Stiftsprovst Tryde), der udarbejdede et Andragende til Kan
celliet om, at 1) Daaben af Baptistbørn maatte udsættes, naar
den ikke uden Tvang kunde iværksættes; og at 2) Præster,
som anser den tvungne Daab for uforenelig med Daabens
Væsen, forskaanes derfor.
Den 13. Marts blev dette vedtaget i Konventet »efter
en haard Kamp,« siger Grundtvig, »mod de frafaldne: Spang,
*) Det var netop, hvad Mynster siden foreslog, da ogsaa W. Rothe,
C. F. Rønne og E. T. C lausen nægtede at udføre Tvangsdaab.