197 / 245
193
Menneskelivet. I Digtet » B ø r s e n « taler han om, hvordan
det kunde synes, at dette Hermestempel, hvorpaa dog Nor
dens Kæmpeaand med Kong Kristians Haand havde sat sit
Stempel, var viet til Undergang. Han veed imidlertid et
Ord, som kan gøre lyst, naar det lyder ret fra oven og
finder Genklang fra neden, og det er Ordet F r i h e d ,
»Frihed til i Magtens Skygge
rask med Haand og Mund at bygge
— det er Folkelivets Sjæl.«
I September 1844 udgav Grundtvig de Foredrag over
græske og nordiske Myter, som han havde sluttet i For-
aaret. »B r a g e s n a k« kaldte han Bogen, som han tilegnede
Dronningen med et Digt, der sikkert er det smukkeste af de
mange, han har skrevet til hende. Saa kom der endelig
Brev fra hende, dateret Boller (ved Horsens) den 26. Sep
tember. Deri siger hun, at hun havde tænkt ikke at skrive
til ham, da hun har en Dadel paa Hjertet, som hun helst
vilde udtale mundtlig; men efter at have modtaget Mytebogen
maa hun sige ham hjertelig Tak. — Hendes Utilfredshed
med ham var naturligvis grundet paa hans Rejse til Skam-
lingsbanke og paa Talen, han der havde holdt, som hun
fandt under hans Værdighed, hvem Vorherre i saa mange
Henseender havde været saa mageløs gavmild imod, som
kunde være en Klippe i Kirken og burde være et Lys, der
skinner paa Bjerget. Han kan maaske som Digter og mulig
som Historiker undskylde denne Rejse og denne Tale, men
som Herrens Tjener kan han ikke, og hun er vis paa, at
Vorherre ikke billiger hans Adfærd, der har bragt hende til
at sande, hvad han tidligere har sagt om sig selv: at der
endnu var megen Hedenskab hos ham.
Hun ender dette uforbeholdne Brev med at udtale sin
Glæde over, at han har følt sig saa vel paa Tuborg, og med
at meddele, at hun kommer hjem den 8. Oktober og haaber
da at se ham.
Inden Dronningen kom hjem, havde dog Grundtvig sagt
» F a r v e l t i l T u b o r g « , hvori det hedder:
»Aarstiden vel som Skjalden ældes,
Sommer i Vang som hans forgik,
Solen af Skyer overvældes,
blinker kun mildt et Øjeblik;
R osendal: N. F. S. Grundtvig.
13