194 / 245
190
De uden at tage Hensyn til en lang Sørejses Besværligheder
glædede os ved Deres Nærværelse, hvorved mangfoldige fik
Lejlighed til at lære at kende eller i det mindste se en
Mand, hvis Navn ikke vil glemmes, saa længe den danske
Tunge er til.«
Grundtvig svarede herpaa: »Hvor behageligt det end
var for mig med Deres meget ærede Brev af 5. Juli at
modtage det eneste, jeg havde tabt paa en Rejse, saa rig
paa Vinding, at Tabet var ubetydeligt, saa var dog Brevet
selv mig langt behageligere, og nu glæder det lille Uheld mig
ordentlig, da det giver mig den bedste Lejlighed til at be
vidne D em og gennem Dem hele K o l d i n g By min uskrøm-
tede Tak baade paa egne og gamle Danmarks Vegne for den
altid sjældne og i Danmark længe mageløse Venlighed og
Gæstmildhed, hvormed Byen modtog saa mange personlig
ubekendte, blot fordi de kom som Børn af den fælles Moder
for at ære hendes Maal og hendes Minde. Aldrig skal jeg
glemme, at Kolding var den første By i Fædrelandet, der
rakte den gamle Daneskjald en Krans af bedre Blade end
Lavrbærtræets, ja en Krans af Bøgeblade, der fra Hedenold
ikke blot dirrede ved hvert Greb i Modersmaalets Guldharpe,
men hvælvede en Løvsal over Fuglereden, saa den fandt Læ
for de skarpe Vinde, der i alle Lande har truet Folkesangen
med Ødelæggelse.«
Redaktør K o c h bad i begejstrede Ord om hans Tale
til »Danevirke«, Skamlingsbankeselskabet gjorde ham til
Æresmedlem, L. Skau bad ham komme igen ad Aare osv.
Men Grundtvigs Velynderinde, Dronning Karoline Amalie,
var bedrøvet over, at han havde gjort de national-liberale
Selskab, og over, at han havde talt ved en Fest, der baade
efter Kongens og hendes Mening virkede »opæggende«. »Jeg
længes meget efter at høre, hvorledes det gik paa Skam-
lingsbanken«, skrev hun; men da hun havde læst »Fædre
landers« Referat af Festen og Karakteristik af Grundtvigs
Tale, blev hun vred og udlod sig til hans senere Svigersøn
P. Bojsen med, at de 10,000 Festdeltagere sikkert kun havde
været til Stede i Aviserne, hvor det var saa let at samle dem.
Grundtvig skrev da følgende Brev til hende: »Aller-
naadigste Dronning! Modtagelsen af 500 Rigsdaler til Asyl
skolen er det min Skyldighed at bevidne, og om de 10,000
paa Skamlingsbanken vilde det være mig en Lyst at fortælle,
naar jeg ikke havde vidst, at Deres Majestæt, desværre, har