381 / 646
»Fædrelandet« i Fyrrerne
375
trykker (Vs) det hele Digt, ogsaa det kriminelle Vers.
Naar det frie Ord maaske forstummer, staar der i det,
og ikke tør tolke Folkets Taab og Trang, skal det trøste
os, at der foruden Ord ogsaa er Sang. »Hvert et dæmpet
Suk fra tavse Nord, — det er Sange, Sange uden Ord.«
»Fædrelandet« føjer til: »Her har man altsaa et overty
dende Eksempel paa, hvorledes Justitsraad Reiersen ud
øver sin Censurmyndighed over domfældte Forfattere; at
det skrevne er lovligt, det bryder han sig ikke om; at det
er smukt og godt, det vedkommer ham ikke; at det er en
Gave af Musernes Gunst, et poetisk Arbejde, der fordær
ves, mister sin Pointe, sit kunstneriske Værd, det rører
ikke hans Politisamvittighed; det behager ham ikke, det
er nok for ham til at indvie det til evig Død med sin
skæbnesvangre Rødkridtspen.«
I en Række oversatte »nye Digte« af Heinrich Heine
(Fdl. 11/ 11,
13/ i i , 16/ n
44) svinger Rladet indirekte ogsaa'
Svøben over danske Tilstande, som i
Advarsel.
Slige Bøger tør du trykke?
Kære Ven, du er forloren,
du maa te dig anderledes,
vil du høste Guld og Lykke!
Aldrig raader jeg dig, bedste,
saadan at gaa frem for Folket,
tale saa om fromme Præster
og om høje Potentater.
Ak, du bliver sm idt paa Døren!
Fyrsterne har lange Arme,
Præsterne har lange Tunger,
og dit Folk, — har lange Øren.
En Landsbyskolelærer i Sjælland havde i en Sang,
der i Julen var bleven afsungen af en Kreds af Skole
lærere, særlig klaget over Landsbylærernes fortrykte Til
stand. »Fædrelandet« optager den (9/i46 ), ikke af Hensyn