376 / 646
370
Digtekunst i Dagspressen
maa smage daarlig. Man har vist spaaet jer de lækreste
Retter, men vi har kun graa Ærter at byde. Hjælpsomme,
som de danske er, skal vi med Glæde børste jeres Trøje,
og Lud til at skruppe den snavsede Haand med kan I
ogsaa faa.
H. C. Andersen bliver de frivilliges Digter (Fdl.
21U
) :
»Jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro, — jeg maa med
de andre til Lejren!«
Da, to Dage efter, Slaget ved Slesvig er endt med et
Tilbagetog, bliver Digtenes Tone en anden, mindre over
legen eller sejrstryg. Der er et Vemodssuk i Nikolai Kros-
sings Ord (Fdl. 29/4) :
Ja Danmark! dine Drenge
har hegnet om dit Vænge
som Tyras kække Flok.
At Hegnet er af Lave,
det volder vore Grave.
O Mor! Vi var ej nok.
Og der er en Mands Alvor i Plougs Sang om »Slaget
ved Slesvig« (Fdl.
4
/s), vel nok den af alle de i »Fædre
landet« trykte Sange fra Krigen, der ved sin Stemnings
Inderlighed, paa én Gang tungsindig og kraftig i Tekst
som i Tone, gik dybest ind i Folket.
26. April 1848 blev Maleren J. T. L u n d b y e døde
lig ram t af et Vaadeskud, straks efter at han som frivillig
var traad t ind i Hæren. En navnløs Digter skildrer (Fdl.
15
/s) i Sorgen over hans Død tillige hans Kunst:
Den gamle Graa, mens den tygger sit For,
vender Ho'det vemodigt mod Døren,
den længes efter sin Ven fra i Fjor,
den ryster Manken og spidser Øren;
det aarsgamle Føl mellem Skovens Træer
søger om ham, som den havde saa kær . .
Et Suk fra Danmarks Hjerte udgaar:
»I hviskende Lunde! I drømmende Skove! —
Han har jo tegnet med Pensel og Stift