374 / 646
368
Digtekunst i Dagspressen
sit Brennus-Sværd paa Vægtens anden Skaal. Han ser
sit Sprog agtes for Slegfred i sit eget Hjem og neje som
Slavinde for et fremmed. Han ser det danske Folk, op
taget af Døgnets Glimmer, sorgløst tumle om for Vindens
Kast og som et søvnigt Trækdyr slæbe paa sine egne
Synders tunge Byrde. Kun til de unge staar Digterens
Haab; men ogsaa dem stævner han til Ansvar, hvis Haa-
bet synker sygt og vissent ned og gaar ud. Og Grundtvig
gentager ved den nordiske Højtid (Fdl.
15
/i) Opfordringen
til at ryste Søvnen af sig.
I 1848 præges Digtene af de store Begivenheder, der
gaar over Landet, efter at Kristian VIII 20. Januar var
død. Det slesvigholstenske Oprør brød ud, Kasinomø
derne afholdtes, Folketoget til Frederik VII fandt Sted,
Martsministeriet dannedes, og en provisorisk Regering
indsattes af Oprørerne og hyldedes i Holsten og Sydsles
vig. Paa Gaderne i København solgtes i de Dage en »Sang
for det danske Folk«, skreven af H. V. Kaalund netop
den Dag, Ministeriet dannedes (Fdl.
2iU).
Den opfordrer
de danske til at opmande sig og lade Verden se, at de
ikke er vanslægtede. Hellere knust i Striden end rammes
af Skændsel og Spe! »Og den skal vi kalde den fejgeste
Hund, — som svigter sit Fædrelands Ære.«
28. Marts gaar en dansk Hær til Slesvig for at møde
Oprørerne. H. P. Holst lader i den Anledning den første
af en paatænkt Række »Krigs- og Fædrelandssange«
trykke i »Fædrelandet« (Fdl. 3%). Blodet er i Færd med
at komme i Kog: Det er paa Tide, at vi lærer de andre,
om Dansken er »et søvnigt Folk«, naar han skal kæmpe
for sin Ære.
Dagen efter udsender H. C. Andersen en »Slagsang
for de danske« (Fdl. 31/3). Ind i Sangen fletter han Bil
ledet af de gamle Kæmpehøje paa Marken ved det aabne
Hav, Billedet af det Danmark, der skal kæmpes for, og
peger paa de tre Løver i Landets Vaaben — det faste
Mod — og de ni Hjerter — det ærlige Blod.