372 / 646
366
Digtekunst i Dagspressen
paa min personlige Karakter, saa forstaar jeg ikke, hvad
han mener dermed, med mindre Karakter og Karakter-
Jøshed for ham ere bievne enstydige Begreber. Hvis Prof.
David blot havde gjort det mindste Forsøg paa at hen
vende sig til mig — og der var Tid nok til at gøre det —
eller hvis han blot ligefrem havde remitteret mig Digtet,
skulde jeg ikke have bebrejdet ham det mindste, men
hvorledes mener vel Prof. David, at de roskildske Stæn-
derdeputerede vilde optage det, hvis han i sin Egenskab
af Stændertidendens Redaktør fandt paa at lemlæste de
res Ytringer paa samme Maade, som han her har gjort
det ved mine? Eller tror han, der dog selv engang ikke
fandt det under sin Værdighed at bejle til danske Musers
Gunst, at han nu skylder danske Poeter mindre Agtelse,
fordi han selv for længe siden er traad t ud af deres
Række? Naar jeg derfor uden alle Omsvøb protesterer
mod denne Behandling, saa gør jeg det i Humanitetens
og Poesiens Navn, baade fordi jeg finder en saadan Frem-
gangsmaade eksempelløs, og fordi jeg vil gøre mit til,
at ikke nogen dansk Digter for Fremtiden skal blive ud
sat for en saadan Haandspaalæggelse. Jeg nedlægger
denne Protest saa meget roligere, som det eneste, der
skulde kunne bevæge mig til at fortie og undskylde, hvad
der her er passeret, maatte være et nøje Venskabsforhold
til den vedkommende; men et saadant intimere Forhold
finder ikke Sted imellem Prof. D. og mig. Vel gør han
mig den Ære i sine Breve flere Gange at kalde mig sin
Ven, men jeg skylder mig selv at erklære, at dette er
det første Venskabsstykke, der er vist mig af Professor
David.«
Holst havde skrevet:
. . sydpaa Had og Tvedragt holde Vagt,
og Overmodet rejser sig i Blinde,
for frækt at bryde broderhellig Pagt.