368 / 646
362
Digtekunst i Dagspressen
hans Ord, i hans Røst er der Malm; — det er Moders-
maalets de hjemlige Klange, — som bruse gennem den
højtyske Kvalm, — hvor han uforfærdet staar én imod
mange.« Fanatismen opløfter et hvinende Skraal, haaner
Folkets Skik, forbander dets Maal og støder dets kække
Talsmand ud af Salen. Om Fyrsten vil beskærme de
krænkedes Ret, om han med Sværdet vil ridse Grænsen
langs Ejderen, det spørger vi ikke om; men vi véd, »at
hin mandige Færd aldrig vorder forgæt: — Et Hurra,
Godtfolk, for Peder Hiort Lorenzen!« Danskheden er
Ejderdanskhed, der vil trække Grænsen efter Minderne,
ikke efter Sproget.
Men om Modersmaalet handler det første Digt af
Ploug, der blev tryk t i »Fædrelandet«. Det var en Sang,
skreven 3. Jan. 1843 til en Fest paa Skydebanen Dagen
efter, ved hvilken »200 for største Delen højt ansete Bor
gere og Embedsmænd« hyldede Peter Hiort Lorenzen.
For Ploug er den Sjæl, der bevæger sig i Sprogets Rytme
dragt, den samme, som lever i Folkets Rryst, og kun paa
Modersmaalets Vinge kan Tanken flyve frit. F ra »Ran
ders Dagblad« optager Bladet samme Aar (24/6) et Digt
af Blicher om »det danske Sprog«, hvori han skildrer
sig selv, som han sidder og digter i sit lille Rum og ildnes
ved Tanken om, at de danske Viser, han kvæder ved
Lampen, vil, naar han er død, hos Livets Børn »frem
kalde søde Taarers milde Glæder — og vække Sjæle op
af Middagsslum«.
Chr. Juul, en 30aarig Litterat, vil ogsaa være med
til at hædre Modersmaalet, men, siger han i et Digt (Fdl.
3/12
1843), skal det gøres for Alvor, maa vi først lære de
unge Nordens Tunge at kende, Sagaerne, de gamle
Skjalde. Og tror du ikke, fortsætter han, at Holberg
snarere med sit Lune kan varme danske Hjerter end Te-
rents med sin Latin? Eller at Ewald bedre kan vække
nordiske Sympatier end en Horats med den Virak, han