366 / 646
360
Digtekunst i Dagspressen
ikke er berømt længere syd paa for at kigge dybt eller
granske dybt i nogen Verdens Ting undtagen Vin. Ploug
skildrer (Fdl. 2%), hvorledes Studenten fører et Dobbelt
liv, i Alvor og i Livsglæde, og hvilket Underværk der
sker, naar Druens duftende Blod i lange, fulde Drag for
svinder bag hans tørstige Læbe, og han da, stærk og stolt
som en Guddom, svæver paa Tilværelsens Højder og p ri
ser — med et bellmansk Udtryk — den »heders man«,
som, da Jorden var ødelagt af Vand, paa ny plantede Vin
ranken og vandt sig en Doktorhat — af Bly. En Anonym,
der er ansat »ved Bagagen«, ser (Fdl. 2%) i Naturkræf
terne lutter Virkninger af Vinens Magt og slutter med en
glad Forsikring om, hvor godt han mærker dens e l e k
t r i s k e Kraft, som strømmer velgørende gennem os alle.
»Saa snart den svækkes, — jeg ej vil vækkes, — men i
en Drosk eller Omnibus lægges — og køres hjem.« Saa-
ledes ender Kæmpens Sejrsgang for Nordens Sag.
I 1848, da det synes at trække op til Uvejr, kommer
da ogsaa i mange Sind et Tilbageslag mod den skandi
naviske Forgudelse af Oldtidens Kæmper. Thi, siger en
navnløs »Stemme fra Jylland« (Fdl.
28
/i), nærmer en
mægtig Fjende sig, og oversvømmes Landet af hans Hær,
kan vi ej sende de døde Fædre med de rustne Sværd ud
af Højen imod ham. Det baader ikke at synge om Valhal,
naar vi selv ligner Skyggerne fra Hel.
Da Krigen brød ud, kom der dog baade fra Norge
og fra Sverig Studenter som frivillige. Studenterforenin
gen gjorde en Skovtur for en Snes af dem, og Ploug
skrev en Sang til dem (Fdl. 2%)- Han giver et Billede
af Dyrehavens fredelige Skovidyl og dens Modsætning,
Jyllands Bakker, hvor hvert Blad sitrer ængsteligt og all
skjuler sig i Røgskyer, mens Skytsets Torden ruller, Bom
ber slaar ned, Huse staar i Flammer, Dynger af faldne
slæbes bort, de saaredes Jammer skærer igennem Larmen,
Bondens Mark nedtrampes, og Nød og Suk og Sorg er