364 / 646
358
Digtekunst i Dagspressen
Hostrup, der tager alt mere paa det jævne, hører (Fdl.
2/7) Lærkerne slaa til Sværdets Klang og ser Helten ile
frem med Satyrer og Fauner ved Siden, og i en Sang om
Studenterhjemmet skildres vel (Fdl. 2/7) Studentens Liv
som en møjsom Bjærgbestigning, men den grønne Ranke
skyder frem i Fjældets Kløft og rækker ham villig sin
gyldne Frugt, og blandt de muntre Venner slipper han
ikke Glædens Fugl af Hænde før i dens allersidste Aande
drag.
Saa opløses Mødet, efter at Munch har sat Studen
terne Stævne i Norge paa Fædrenes Odelsgaarde, næste
Gang Birken staar lysegrøn i Klipperevnen.
Da den nordiske Højtid Aaret efter afholdes i J a
nuar, er Sangene (Fdl. 14/i 46) for største Delen Genklang.
Carl Borgaard er optaget af Minderne om forrige Som
mers Studentermøde, der havde tryllet det alvorlige, kolde
Nord ned i Sydens Dale. Frederik Barfod priser det saa
tit priste O r d : det er alle Vegne og sejrer altid. »Neo-
danos«, hvis Sang ikke blev sungen, men dog opnaaede
hæderlig Omtale i »Fædrelandet«, er ogsaa opfyldt af
O r d e t , der k a n blive til Handling, ligesom Ild fødes
af Staal. Og Grundtvig, som i d e t l e v e n d e O r d
mente at have opdaget »den store Naturlov for Aandens
Virkning og Forplantelse«, spørger tillidsfuld Nordens
Aand, om vort Kvad ikke er dens Morgenhanes Gal. Saa
overvældende er Troen paa Ordets Magt, at man tror
alt gjort med Ord.
Ved den tilsvarende Fest i Kristiania er det Munch
og Welhaven, der er Digterne (Fdl. 31/i 46). Munch hører
Hejmdal støde i Hornet og kalde til Kamp, den Kamp,
som skal bringe »Barmfred for Blodlyst, Livssang for
Drabshyl, Dagglans for Død«. Welhaven synger rom an
tisk om Sagas Hal i Rosernes Lund, hvor Søkkvabek
sagterislende rinder, og hvor Nordens Mænd gaar hen i
vaagne Drømme for at tømme en Kalk af Mindernes hel