363 / 646
»Fædrelandet« i Fyrrerne
357
Barfod vender sig (Fdl. 2%) til Ynglingeflokken fra Lund,
Biskop Absalons Sønneskare. Hauch sværger højtidelig
(Fdl. 26
/o)
ved vor vakte Sans og ved Mindets Røst og
ved de faldne Helte og ved de svundne Tider, »at vi for
Nordens store Navn vil synke selv i Dødens Favn med
Lyst«. Paa det kgl. Teater træder Fru Heiberg trods sit
sydlandske Ydre frem som Ydun, med blomsterkranset
Hjælm, et let Spyd i højre Haand, i venstre Guldkarret
med Udødelighedens Æbler, med Staalpanser om Brystet,
en Harpe ved Siden og et broget Skørt, der »folder sig
fra Midjen ned til hendes Fødder«. Gennem hende taler
Oehlenschlåger til de nordiske Gæster (Fdl. 27/6) : Før var
det Tor, der forbitret kaldte dem til Kamp med hinanden;
nu vinker Ydun og Freja dem til Lunden, »og Tor er for
sonet, skønt ikke forsvunden«. Tor opfattes her endnu
som Krigsgud. Holst fejrer (Fdl.
27
/ø) Kvinden i Ven
dinger, der ikke just er ny,
0111
Roser og yndelige Blom
mer, om Ynde, Ømhed, Tro og Haab. Til »Skandinavisk
Selskab «s Fest i Dyrehaven lægger Grundtvig (Fdl. 3%)
et Kvad om Kæmpernes Aand og Kæmpernes Kraft, for
hvilken Jætter og Trolde synker, og om Kæmpernes Hjem,
i hvilket Asgaard hæver sig, tækket med blinkende Skjolde
—- »Gladhjem er Navnet paa Kæmpernes Land«. Til Af
sked siger Ploug »et Ord endnu« (Fdl.
28
/ø) for at fastslaa
Mødets Betydning: For os alle er Maalet »at kæmpe
fremst i Folkenes Bravalla, frigøre Verden atter eller
falde«. Hans sidste Ord skal da være: »For Nordens E n
hed, Nordens Sejr og Ære!« Talis Qvalis er endnu højere
til Vejrs i sin Flugt. I overstrømmende Kraftfølelse var
sler han (Fdl. 2/7), at hvis Overmagten driver os ud af
vort Land, saa griber vi i Himlens Hager, rykker Lynet
ud af Guds Haand og rider paa det ned igen til Fædrenes
Land, og det Ridt skal spørges vide og frelse Norden.
Trods disse himmelstræbende Fantasier er Studen
ternes Sans for Øjeblikkets Livsglæcfe dog ikke helt glemt.