362 / 646
356
Digtekunst i Dagspressen
Aftenunderholdning paa Hofteatret, til hvilken »Skandi
navisk Selskab «s Medlemmer og deres Damer havde Ad
gang. Der var Musik og Sang af danske og svenske Kunst
nere og Deklamation af Instruktør Nielsen, Jfr. Ryge og
Michael Wiehe. Nielsen fremsagde med sin klangfulde
Stemme og med stærk Patos de 12 bredt udformede Stro
fer i Plougs Digt »Fostbrødrelaget« (Fdl.
1/12)
om de
gamle Dage, da Kæmpelivets trodsige Skikkelser skred
igennem Norden med tunge Skridt, og da Kæmperne, naar
de skulde træde ud i Livet, ridsede hinandens Arm op
og, mens de røde Straaler blandedes, to og to svor at dele
Kaar i Sorg og Gammen. Nu er Fostbrødrelaget paa ny
dukket op af Tidens Strøm, i en bedre Form: Det knytter
ikke nogle faa, men Millioner sammen, det binder ikke
Enkeltmænd, men Natiorfer, Nordens tre Folk. Og skulde
det staa i mørke Norners Vilje, at Nordens Stjerne engang
skal dale og fremmede trampe dets Tilje ned, saa skal
det vise sig, det véd vi vist, at Fostbrødrelaget vil bestaa
sin sidste Prøve, »at vi var tre i Livet, en i Døden«.
Men det er dette Aar ud fra det nordiske Studenter
møde i København, at den skandinaviske Begejstring
naar sin højeste digteriske Flugt. Ploug, Heiberg, Hertz,
Molbech, Barfod, Hauch, Oehlenschlåger, Holst, Grundt
vig, Hostrup, A. Munch, Nybom, Strandberg — det myl
drer med Vers og Sange. Paa Toldboden lyder Plougs
Velkomstord (Fdl.
23
/e); i Kristiansborg Slots Ridehus,
der med sine nøgne, kalkede Vægge var forvandlet til en
mægtig Løvsal, forsikrer Heiberg (Fdl.
24
/e), at Søen skyl
ler om Danmark, ikke med skinsyg Harme, men for at
lokke Brødre til Øen; Hertz priser (Fdl. 24/6) Upsala,
Liljen i Dale, og de Tankens Lyn, som derfra er gaaet
ud over Verden; Molbech maler (Fdl.
26
/e) et Billede af
Norge, Kæmpen i Nord, med den hvide Sne til Hjælm
om sin Isse, en Kjortel, grøn af Graner, om sin Stenbrynje
og et Sølvskæg, som Fossen ruller ned over hans Bryst;