357 / 646
»Fædrelandet« i Fyrrerne
351
vi ham og hans mandige Færd — vor Kærligheds duf
tende Blommer« (Fdl. 2-V11 44). Saa elsket var Schouw
af den fremskridtsvakte Ungdom. Og
6
—700 Studenter,
»til hvilke nogle Borgere havde sluttet sig«, hilser i F ak
keltog paa Clausen med Plougs Sang (Fdl.
23/12
44
):
Hil dig, du Tankens
højbaarne Høvding!
Hil dig, du Ordets
hugprude Helt!
J. C. D r e w s e n paa Strandmøllen havde i Bonden
fundet en Broder, der trængte til Lys og Frihed, og havde
skænket ham Broderparten af hvert Guldkorn, hans
Tanke fandt; »led Bonden Nød, han fluks sin Haand op
lod, — led Bonden Uret, han i Skranken stod«. Det er
Ord fra en af Ploug forfattet »ny Vise om en gammel
Mand« (Fdl. 30/io 46), sungen, da c. 100 Landboere i
Oktober 1846 var samlede paa Bellevue for at fejre Bal-
Ihasar Christensen, der i Maj Maaned havde været med
at stifte Bondevennernes Selskab. Drewsen prises i San
gen som den, der havde viet halvfjerde Snes Aar til Op
lysningens og Frihedens Sag (han havde dog paa det
Tidspunkt endnu ikke fyldt 69 Aar og havde vel næppe
begyndt Løsningen af sin Opgave straks ved sin Fødsel).
5.
Gennem alt, hvad der ellers bevægede Tiden, skar
T h o r v a l d s e n s Ry. Da han dør, høres i »Fædre
landet« et Kor af danske Digtere. Holst minder om (Fdl.
25/s 1844), hvorledes Thorvaldsens Kunst har udslettet,
hvad de nordiske Vikingers Voldsfærd i gamle Dage har
forbrudt mod Sydens Templer og Pauluner. Han lader
Kunstnerne synge (Fdl. 3% ): »Med tunge Taarer — vi
bære Danmarks Stolthed nu til Graven.« Og i en tredje
Sang (Fdl. 3%) lader han italienske Sangere, endda i de
res Modersmaal, udbryde: »Græd, Italien! græd kun af