352 / 646
346
Digtekunst i Dagspressen
Kongen. Den lægger ham paa Sinde, at Frihedstanken
er gammel i Nord, og siger frimodig: »Dens Røst, Kong
Frederik, naaede til dit Øre, — med Folkesind du Fol
kets Røst vil høre, — selv om med Malmets Klang den
lyder djærv: — G iv o s d e t h e l e , e j e n r i n g e
S k æ r v ! «
Den
8
. Marts lyder tredje Gang en »Røst fra Folket«
til Kongen. Den ønsker ham Guds Fred, forsikrer ham
om, at Folket har ham kær, »thi folkelig du var i Sind
og Tale«, og opfordrer ham til at stole paa Folket. Fo l
ket vil kun Ret, og Folkeviljen er dyb og mægtig. Ved
fælles Kræfter vil Byrden være let at løfte. Folkets Styrke
har Vægt i Kongens Haand, men ogsaa kun ved den kan
han fjerne Faren og læge Ondet.
10.
Maj 1848 endelig gøres i et stort Digt, »Drøm og
Virkelighed«, i sin Indgang humoristisk, i sin Udgang
patetisk, Regnskabet op mellem før og nu, mellem 1847,
Kristian VIII.s allerede næsten glemte Dage med deres
vaklende Enevælde, og 1848, Frederik VII.s Foraarstid
med Frihedens Sejrsgang: En taaget Vinterdag, siger
Digteren, havde han skyndt sig til Kongens — Kristian
VIII.s —- Palais. Forgemakket var stormende fuldt. Au
diensen begyndte. »For Rangspersoner gjorde man —
aparte Høflighedskunster, — og Salen var ganske lummer
af — de allerunderdanigste Dunster.« Herremænd med
Guldnøgle bagpaa stod og svedte af Længsel efter, at Dø
ren skulde gaa op. En Politidirektør, der ikke vilde være
ørkesløs, stod og fangede Fluer paa Væggen. I Baggrun
den af Salen — »hinsides dette Dansegulv for Levetzauer
og Haucher« (d. v. s. for Hofmarskaller) — stod der en
laset Standart og under den et Slags Pauke. Ventetiden
blev ham for lang, og han faldt i Søvn. Saa' havde han
en underlig Drøm. Han drømte, at han stod for Kongen,
med bart Bryst og bare Ben, et tykt, svært Hovedhaar
og krøllet Skæg, i Næven en Stok, en Egeknub med Kna-