353 / 646
»Fædrelandet« i Fyrrerne
347
sier. Det lod til, at Kongen kendte ham, han studsede
og blev lidt urolig — det var jo en af Vildmændene i
det danske Vaaben. Saa gav han ham Haanden og n ik
kede. Og Vildmanden sagde: »Min gode Kristian Rex,
du saa forleden mit Billede paa dine Tøfler og paa din
Karét; nu ser du mig i Virkeligheden. Jeg er den samme,
som jeg altid har været. Min Hud er haard, min Hals
tyk, min brede Næve tjæret. Jeg kan nok lide en Drot,
der har smukke Fagter og Lader og kan pludre Fransk
og Kongelatin med alskens fremmede Magter, og du har
nu engang arvet din Ret til at styre den danske Skude.
Men jeg vil dog alvorlig raade dig til at passe godt paa.
Unter uns vil jeg sige dig, at jeg er vred i Kammen, fordi
min Tvillingbroder, han ved den anden Skjoldrand, bliver
bagtalt. Selv om han brækker lidt paa det tyske — han
vil nu gerne prale —, er han dog en ærlig Sønderjyde.
Men fri vil han med Djævlens Vold og Magt være, selv
om det er i Pagt med tyske Grever og Herrer. Jeg siger
til ham: »Det danske Vaaben, det vil jeg ikke have knæk
ket! Nu har jeg i flere Hundrede Aar staaet og holdt paa
det forgyldte Skrammel, og skulde det revne og gaa i
Mas, saa Fanden gale i’et. Hvor meget Dingeldangel man
vil hænge omkring det, saa slaar endnu ni danske Hjerter
i det — Gud véd, hvor længe.« Man siger om den tyske
Prins (Kongens Svoger, Prinsen af Noer, der 1842 var
udnævnt til Statholder og kommanderende General i Her
tugdømmerne) : »For Guds Skyld, rør ham ikke!« Men
jeg siger bare, simpelvæk: »Klør hans Ryg, saa slaa til!
Og er dine fine Skinneben bange for Nældeblade (Hol-
stens Vaabenmærke), saa træd bare fast, saa gør de ingen
Skade.« Monarken saa sig hurtig om, som om der var
nogen, han var angst for, og rent ud sagt, som om der
hang en Mester Erik i Krogen. Men som Vildmanden
med en Ed rakte Haanden frem til Pant paa, at Kongen
kunde stole paa Sønderjyden, slog han paa Pauken, saa