365 / 646
»Fædrelandet« i Fyrrerne
359
lige Væld. For Orvar Odd, den svenske Litterat Dr. Stur-
zenbecker, bliver al denne Fantaseren dog for gold, og
han lader i »Skandinavisk Selskab« (Fdl. 5/2) Virkelig
hedens Sangmø bebrejde Fantasiens, at hun i sin Luft
gondol sejler i det blaa, som Vinden blæser, legende, uden
Maal, med en Æolsharpe paa sin Arm. Og det var sandt
nok, den klang af og til noget hnl, den megen Tale om
Kæmper, sovende Kæmper, drømmende Kæmper, vaagne
Kæmper, Nordens Kæmper, Kæmpeaand og Kæmpers
Hjem. Der var god Anledning til at lade Virkeligheden
tage Fantasien i Skole. Det hjælper dog ikke; i et Digt
af Ploug (Fdl.
2
/s) pløjer Haabets gyldne Snekke vedbli
vende Himlens Blaa for at lande i det nye Nord. Og i
Dalene er det stadig væk Kæmper, der bor (Fdl. 2/5) ;
derfor frygter vi lidet Ruslands truende Ørn, Stormørnen
med sit hungrende Blik; det treenige Skandia har en sejr
vant Haand.
Juli 1847 samles nordiske Naturforskere i Køben
havn. Grundtvig, Ploug, Holst, Barfod er som sædvanlig
de bestaltede Digtere. De kommer ikke altid lige godt
fra Arbejdet, og Grundtvig giver selv (Fdl. 10/7) sort paa
hvidt for, at Nordens Skjalde tager Tankerne, som de
kan falde, og at det derfor imellemstunder falder lidt
tyndt. Af nye Digtere kommer denne Gang Emil Aare-
strup til. Han skildrer, ægte aarestrupsk, Videnskabsman
dens Forhold til Naturen som Mandens Forhold til Kvin
den (Fdl. 2%): »Han blotter Marmorarmen, — han leger
med dit Haar, — han føler under Barmen, — hvordan
dit Hjerte slaar.«
For første Gang kommer ved denne Lejlighed Drikke
visen frem i »Fædrelandet« — Bladet var i øvrigt i de
Tider et Slags Organ for en stærkt skandinavisk farvet
københavnsk Maadeholdsforening under Præsten C. H.
Visbys Ledelse. Allerede Grundtvig nævner (Fdl. 16/2) i
sit Frisprog, at det lille Folk, som kalder sig de danske,