373 / 646
»Fædrelandet« i Fyrrerne
367
David havde mildnet det til:
. . Danmark har sin hele Kraft behov,
at ej dets gamle Grænseskel skal svinde
og Broderbaandet vorde Tvedragts Rov.
Hos Holst hed det:
Vort skønne Modersmaal man vil fortrænge
og rive ned det Bed, til Spot og Spe,
der længe hegned om det danske Vænge —
det skal ej ske! ej sandt, det skal ej ske!
— Ord, som fik en skæbnesvanger Magt, da Holst gentog
Løftet: »Det skal ej ske!« i en Sang, der den 18. Sept.
1848 blev sungen ved Kongerevuen paa Lerbæk Mark,
denne Gang om Slesvigs Deling. David havde rettet
det til:
Nu gælder det med Kraft at sammenholde
hvad i Forening prøvet er som stærk,
— Linjer, med hvis Sprogform Holst nok kunde have
Grund til at være misfornøjet —
og hverken Uret lide eller volde,
med Sandheds Magt at fælde Løgnens Værk.
Endelig er Ordene
Men Hjælp behøver han (Kongen) thi svar er Stunden —
Indfri da dine Ungdomsløfter nu!
ændrede, saa de ikke er en direkte Opfordring til Ørsted:
Men ogsaa Kongens Raad — thi svar er Stunden —
sig vise Folkets Tillid værdig nu.
1847 indledes i »Fædrelandet« paa Aarets første Dag
med et stort og alvorsfuldt Digt »til de unge«, taget ud
af Poul Rytters nylig udkomne Viser og Vers. Tvivl og
Mismod spænder sit dunkle Net omkring den 33aarige
Digters Sind; hvor han vender Øjet hen, ser han Fare,
men Frelsen skimter han endnu ikke nogetsteds. Han
ser Europas Herrer trække Lod om, hvad et lille Folk
er værd; han ser et stort Folk, beruset af Hovmod, lægge