531 / 646
Et Fald nedad Ærens Trappe
525
at udrede, hvad der fordres til fhv. Justitsraad Knaps
nødtørftigste Underhold«.
Men aldrig, ikke en eneste Gang er der Antydning
af, at Regeringen ogsaa følte sig en Smule forpligtet og
ansvarlig over for den gamle Mand, som den havde la
det indespærre i saa mange Aar. Hvad havde været
naturligere end, at den var traadt hjælpende til, naar
den saa, at den nedbrudte Mand, som var berøvet et
hvert Middel til at hjælpe sig selv, var udsat for Næ
ringssorger. Men nej, det var . en helt privat Sag, og
Familien havde at bære hele Byrden. Ja, det gik saa
vidt, at Regeringen nogle Aar efter truede med at give
ham helt fri og lade ham rejse, hvorhen han vilde, hvis
Familien ikke betalte.
Da Grosserer Bertelsen nemlig døde en fem Aars
Tid efter, og Enken frasagde sig enhver Forpligtelse,
maatte andre Slægtninge overtage Forsørgelsen, nemlig
Sønnen, Pastor Knap, dennes Svigerfader Etatsraad
Jeppe Prætorius (som selv havde været gift med en Dat
ter af Amtsforvalter Lemvigh) og Provst Lemvighs Søn
Major Chr. S. Lemvigh til Rønningesøgaard. Men det
skete kun ved det største Pres fra Regeringens Side,
idet Kancelliet i Maj 1819 lod dem vide, at hvis de ikke
inden fire Uger var forløbne, gik ind paa at sikre Knap
400 Rd. aarlig, vilde han blive løst for alle Baand. Det
hjalp, Familien vilde ikke for nogen Pris have ham paa
Halsen igen. I Juni kunde Kancelliet anmode Departe
mentet for de udenlandske Anliggender om at meddele
Knap det glædelige Resultat; Departementet mente rig
tignok, at det tilkom hans Frænker, da det var en helt
privat Sag ; men Kancelliet svarede højtideligt tilbage,
at Departementet havde at parere Ordre, thi Sagen var
offentlig, saasom Kongen havde taget sig af den.
Prætorius og Lemvigh døde begge i 1823, og Søn
nen har saa formentlig været ene om at udrede Pengene,