528 / 646
522
Et Fald nedad Ærens Trappe
Ansøgninger om Løsladelse eller Forflyttelse1). Som
næsten alle Fanger af den Slags er han begyndt sit
Fængselsliv i det Haab, at det kun skulde blive af kort
Varighed.
Allerede i April 1790 søgte han om Løsladelse paa
de Vilkaar, at han kun maatte tage Ophold i Jylland
eller i Christiania og Bergens Stifter, og at Bertelsen og
Tybring for Fremtiden skulde fritages for at underholde
ham, naar de blot gav ham 200 Rd. til Rejsepenge;
subsidiært tilbød han helt at forlade Kongens Riger og
Lande. Men efter at have korresponderet med Kom
mandanten, Major v. Sønnich, satte Bertelsen sig paa
det bestemteste derimod, da han ikke havde vist det
mindste Spor til Forbedring, og da han formentlig ikke
vilde holde sig Forpligtelsen efterrettelig, men snart igen
komme til København til Fare for Bertelsen og hans
Familie og til Skade for sine Børns Opdragelse og hele
Velfærd; og da han ikke havde det mindste at leve af,
vilde han igen begynde paa sine nedrige Handlinger.
Ogsaa Kommandanten erklærede, at Knaps Opførsel
havde været saadan, at Løsladelse var ganske utilraade-
lig, hvor gerne end Fæstningen saa sig befriet for denne
Fange. Kun een, Præsten Wittrup, talte nogenlunde til
hans Gunst og sagde, at han havde opført sig stille og
upaaklageligt, men rigtignok heller ikke vist Anger eller
Bedring. Efter liere Forhandlinger endte det med, at
Kancelliet, især støttet paa Bertelsen som den, der havde
at betale, i Decbr. 1790 afslog Ansøgningen.
*) Paa Forespørgsel har Trondhjems Stiftsarkiv velvilligt m ed
delt mig, at der kun findes meget faa Arkivsager der vedkommende
Munkholm og dens Fanger. Angaaende Knap er der dog 19 Skrivel
ser, de allerfleste vekslede mellem Kommandanten og Bertelsen. Dem
har jeg ikke haft Lejlighed til at se; men egentlig nyt antager jeg
ikke, de indeholder, da jeg gennem Kancelliets Journaler helt har
kunnet forfølge Sagen.