523 / 646
Et Fald nedad Ærens Trappe
517
det ikke gaa ud over de umyndige Børn ved, at hans
Underhold hetaltes af deres Kapitals Renter, som Tybring
havde foreslaaet.
Imidlertid var Knap foreløbigt blevet nogenlunde
uskadeliggjort, da en af hans Kreditorer i Efteraaret
havde sat ham i Slutteriet. Men det var jo kun Galgen
frist, da Kreditoren tidligere eller senere vilde slippe
ham løs, fordi der intet var at pine ud af ham, og Ber
telsen og Tybring indgav derfor 31. Decbr. 1786 en ny
Ansøgning om, at han maatte blive indsat paa et af de
nævnte Steder, naar han kom ud af Arresten, mod at
de hetalte til hans Underhold 9 Mark ugentlig »eller
hvad det vilde koste«. Magistraten støttede denne Gang
Ansøgningen, da han »stadig gav nye Beviser paa sit
ondskabsfulde Sindelag, og man maatte befrygte, at han,
naar han kom paa fri Fod, af Mangel paa det nødtørf
tigste til Livets Ophold vilde gøre en Ulykke paa sig
selv eller andre eller foretage sig noget, hvorved han
paadrog sig større Ubehageligheder«, kun var den be
tænkelig ved, at Indespærringen fandt Sted uden »lov
lig Omgang«. Kancelliet mente ogsaa, at han »for sine
nedrige og slette Handlinger og for Familiens Sikker
heds Skyld« hurde indespærres, og foreslog Møens Tugt
hus. Ved kgl. Resolution af 7. Marts 1787 blev det dog
Munkholm.
Der skulde imidlertid gaa endnu over et Aar, inden
Knap forsvandt fra København; thi først i Febr. 1788 var
Kreditoren løbet tør, og Bertelsen vilde naturligvis ikke
sørge for at faa ham ud, saalænge han gratis eller for
en ringe Penge, som han sendte ham til Hjælp i Slutte
riet, kunde have ham under Laas og Lukke. I Mellem
tiden bombarderede Knap Kancelliet og Kronprinsen
med Ansøgninger — jeg har i alt talt otte — om de
forskelligste Ting : om Svigerfaderen maatte tvinges til
at søge ham for Retten for at bevise sine Beskyldnin