529 / 646
Et Fald nedad Ærens Trappe
523
Saa er han i de næste Aar faldet noget til Ro og
har begyndt at vænne sig til Forholdene, eller han har
ladet sig afholde fra nye Skriverier af Kommandanten,
der kunde fortælle ham om Svigerfaderens Ubønhørlig
hed. Først i 1798 kom han igen med en Ansøgning,
denne Gang om at maatte blive forflyttet til Møens Tugt
hus. Men da Bertelsen paa ingen Maade vilde gaa ind
paa at faa ham paa nærmere Hold, blev det heller ikke
til noget.
Der gik atter nogle Aar, indtil han i Slutningen af
1804 eller Begyndelsen af 1805 atter søgte om at blive
løsladt, vistnok til Dels støttet af Kommandanten, men
atter strandede det paa Bertelsens Modstand.
Saa indsendte han 4. Aug. 1807 Ansøgning om at
blive forflyttet til Akershus Fæstning ved Christiania,
da hans Helbred ikke kunde taale det barske norden-
fjældske Klima, og denne Gang fik han uforbeholden
Anbefaling fra Kommandanten, der aflagde Vidnesbyrd
om hans gode Forhold i Fængslet. Der blev nu afæsket
Kancelliet en Erklæring. Men Sagen var jo ikke saa
presserende for Kancelliet som for Fangen, og det va
rede halvandet Aar, inden den kom. Thi først skulde
der forhandles med Familien, og for ikke at genere den
gamle Bertelsen, som dengang var henved de Firs, hen
vendte man sig først til Sønnen, Børge Knap, der alle
rede i flere Aar havde siddet som Præst i Brahetrolle-
borg paa Fyn ; men »af Frygt for at forværre sin Faders
slette Helbred ved at forny Erindringen om en Genstand,
der havde forvoldet ham saa megen Kummer, havde
han udsat at forhandle denne Sag med Faderen«; og
saa maatte’Kancelliet alligevel gaa til Bertelsen, hvis Søn
paa Faderens Vegne svarede, at han allerhelst saa, at
Knap blev, hvor han var, men hvis Flytningen var al
deles nødvendig, vilde han betale Omkostningerne, som
det blev forlangt. I sin Erklæring af 2. Febr. 1809 an