BrandmandenIFortidOgNutid_1948

118 / 269

nedsat et Underudvalg. Dette kom til det Resultat, at Imødekommelse af Orga­
nisationens Ønsker vilde medføre en Merudgift paa 118.000 Kr., hvad man var
klar over, at man aldrig fik Bevillingsmyndighederne med til. Derfor enedes
Socialdemokraterne og de liberale om at søge gennemført et Lønningstillæg
med en aarlig Udgift paa 61.000 Kr.
Forskellige Forhold, deriblandt Storlockouten i Sommeren 1899, Verdens
hidtil største Sammenstød mellem Arbejde og Kapital, der ramte en væsentlig
Del af den danske Fagbevægelse, satte ca. 40.000 Mand paa Gaden og i halv
femte Maaned lammede Danmarks Erhvervsliv, medførte imidlertid, at Sagen
trak i Langdrag. Imidlertid gennemførte man pr. 1. April 1899 en Lønforbed­
ring for Belysningsarbejderne, en taktisk Manøvre, der tilsigtede en Splittelse
af de kommunale Arbejdere og Tjenestemænd, som stod tilsluttet Arbejds­
mandsforbundet. Ved at imødekomme Belysningsarbejderne (Gasværksarbej­
derne), der havde den største Aktionsevne, haabede man at umuliggøre en
Strejke. Denne Fremgangsmaade vakte naturligvis Bitterhed blandt Brandfol­
kene, hvis Bestyrelse klart saa, hvor det bar hen. Af denne Grund henvendte
man sig gennem Arbejdsmandsforbundet til »De samvirkende Fagforbund« om
Støtte, og den blev ogsaa beredvilligt lovet. Den socialdemokratiske Gruppe i
Borgerrepræsentationen bearbejdede derpaa Borgmester Borup saa længe, at
han omsider indkaldte Udvalget og samtidig bød det paa en Køretur rundt til
samtlige Brandstationer. Borgmesterens Hensigt hermed var at skaffe Bevis for,
at en Brandmand kunde have en god Ekstraindtægt ved at arbejde ved sin
Profession paa Vagtdagene. T il Trods for, at Udvalget kom uanmeldt, blev
Resultatet nok under Forventning. Kun paa een Station stødte Udvalget paa en
Mand, som arbejdede. Denne ene Mand indrømmede over for Borgmesteren,
at han vel nok kunde tjene 1 Krone om Dagen, og Borgmesteren regnede saa
hurtigt ud, at 1 Krone om Dagen i 243 Vagtdage gav 243 Ki. i aarlig Ekstra­
fortjeneste; ergo var der ingen som helst Grund til at imødekomme Brandfolke­
nes Lønkrav. Men Borgmesteren glemte, at denne ene Mand var en Overleve­
ring fra en svunden Tid, og at Brandfolkenes Krav var en Løn, de kunde leve
af, uden at drive Konkurrence med Byens Haandværkere, der skulde leve ude­
lukkende af deres Profession.
Meget Udbytte havde Borgmesteren saaledes ikke af sin arrangerede Over­
rumpling af Brandfolkene, blandt disse virkede Overrumplingen til Gengæld
som en rød Klud paa en Tyr, og man krævede nu meget energisk af »Dansk
Arbejdsmandsforbund« at faa en Ende paa Sagen. Forbundet indtog da ogsaa
en mere truende Holdning, og for første Gang under hele denne lange Løn­
kampagne værdigede Magistraten Forbundet et skriftligt Svar gaaende ud paa,
at det af Brandfolkenes Organisation under 13. Oktober 1898 (ca. 1Aar tid­
ligere) indsendte Andragende, fremdeles behandledes af det af Kommunalbesty­
relsen nedsatte Lønningsudvalg, hvis Betænkning endnu ikke forelaa. — Den
15. November 1899 opløstes Udvalget imidlertid uden at være naaet til Enighed