120 / 269
Marts. Imidlertid blev der forhandlet videre med et nedsat Underudvalg bestaa-
ende af to Borgerrepræsentanter og to Repræsentanter for Organisationen, og
endelig lykkedes det at skaffe Enighed om et Mæglingsforslag, der skyldtes den
senere Borgmester og Overpræsident J. Jensen, og som blev til Regulativ for
Københavns Brandvæsen af
1
. Marts 1900. Ved dette blev kun en ringe Del at
Brandfolkenes Ønsker opfyldt. Forslaget gik ud paa følgende:
»Kuske og Hornblæsere oprykkes paa samme Løn som de øvrige Brandfolk.
Stigning i Løn efter Tjenestetid hvert 4. Aar fra 1000 Kr. til 1200 Kr.
Betaling for Teatervagttjenesten med 65 Øre pr. første og 35 Øre for hver
paafølgende Time.
Hver paabegyndt Time regnes for en hel.
7 Dages Ferie pr. Aar og 1
Times Middagsorlov hver Vagtdag.«
Organisationens Repræsentanter var klar over, at videre kom man ikke
denne Gang, og da, som foran nævnt, det gunstige Øjeblik til Arbejdsnedlæg
gelse var forspildt, indgik man paa at anbefale Generalforsamlingen Forslaget
til Vedtagelse. Man henvender sig dog desuden til Brandchefen og fik, efter en
Drøftelse, denne til at love, at man forsøgsvis skulde lade Eftersyn af Brand
haner og Brandalarmer udføre fra Vagten.
Ved en Generalforsamling i Dagene 26.-28. Februar 1900, hvor Resultatet af
Arbejdet blev forelagt, gik Bølgerne højt; især var man forbitret paa Arbejds
mandsforbundet for Rosenvinge Sørensens Holdning under Konflikten. Forbit
relsen gav sig bl. a. Udslag i, at man paabegyndte en Agitation for Udmeldelse
af dette Forbund for i Stedet at tilslutte sig det da bestaaende »Københavns
kommunale Arbejderforbund«, det »gamle« Forbund, som ikke er identisk
med det nuværende »Dansk Kommunalarbejderforbund«, og som ikke havde
store Chancer for at varetage nogens Interesser, fordi det ingen Tilknytning
havde til Landets øvrige Arbejderbevægelse. — Organisationens forhandlende
Repræsentanter maatte gennemgaa en slem Skærsild, fordi man ikke havde faaet
gennemført en 24 Timers Vagtturnus, men til Slut godkendtes Forliget. Det
vigtigste Resultat var det absolutte Brud med det gamle Lønningsprincip, hvor
Brandchefen egenmægtig bestemte, naar en Mand skulde rykkes op paa et
højere Løntrin. I reel Lønstigning betød det, at 87 Mand fik Beløb fra 100 til
300 Kr. med det samme, og set i Forhold til Lønreformen af 1898 var det et
antageligt Fremskridt.
Den unge Organisation havde bestaaet sin Prøve, om ikke med Glans, saa
dog uden Splittelse i Rækkerne. Den havde bevist, at den formaaede at være
medbestemmende, naar det gjaldt Medlemmernes vitale Interesser. Officielt var
Organisationen anerkendt af Magistraten, og Brandchef Oberst Meyer lagde
personlig ikke mere Hindringer i Vejen, men enkelte af Korpsets Brandfuld
mægtige, der ikke vilde forstaa, at de var i et borgerligt Korps, der ikke behø
vede den gammelprøjsiske Militærdisciplin for at udføre de Funktioner, der paa
hvilede det, gjorde fortsat alt hvad de formaaede for at opretholde det gamle
118