190 / 269
Skærmydsler
Som Sisyfos ifølge Sagnet kæmpede uafladeligt med at vælte en stor Sten op
ad et stejlt Bjerg, hvorfra den stadig rullede ned igen, saaledes h ar O rganisatio
nen af og til m aattet kæmpe forgæves for den sunde Fornuft. E t Eksempel her-
paa har vi fra O rganisationens Barndom , efter at den første vanskelige T id var
overstaaet. Solidaritetstanken, Enigheden og Sammenholdet indenfor O rganisa
tionen var i de første Aar aldeles udmæ rket forankret, idet alle Sprøjteførere,
Reserveførere, Kuske og B randmænd følte sig som et Hele og var klare over, at
kun en samlet Optræden kunde bringe Resultater. En n a tu rlig R ing var saa
ledes sluttet. Men da de første tunge og besværlige Opgaver var løst og Slaget
for en anerkendt O rganisationsret var vundet, begyndte Særinteresser fra de
forskellige Charger at stikke Hovedet frem. Det førte til indre Uoverensstem
melser, da der ikke kunde opnaas Enighed om Berettigelsen af de Særkrav, som
fremsattes. R esultatet, der kom ud deraf, var, at Sprøjteførerne i 1904 trak sig
ud af O rganisationen og dannede »Sprøjteførernes faglige Forening«. Denne
Skade, hvis m an tør betegne T ildragelsen saaledes, er aldrig blevet bedret. T h i
hvorvidt Skridtet kan betegnes som klogt, maa man sætte et stort Spørgsmaals-
tegn ved. Notorisk er det derimod, at de to O rganisationer i de første Aar efter
Adskillelsen m odarbejdede h in and en til Glæde for Adm inistrationen og de be
vilgende Myndigheder. Saadanne Forhold satte naturligvis Spor i O rganisatio
nens A rbejde, saa den alm indelige Antagelse er den, at flere af de Krav, man
dengang kæmpede for, vilde have m edført R esultater paa tidligere T id spunk ter
end T ilfæ ldet blev. Meget n a tu rlig t og logisk forresten; thi det er med O rgani
sationerne præcis paa lignende Maade som med de enkelte Funk tionæ rer og Ar
bejdere — deres Styrke ligger alene i Sammenhold og Solidaritet, de grundlæg
gende Idéer fra Fagbevægelsens første d id. Det vil næppe heller være m u ligt at
føre Bevis for, at det paa noget som helst senere T id sp u n k t i den lange Aar-
række, der er hengaaet siden, har været til Gavn for nogen af Parterne, at man
ikke styrede efter samme Kompas — en Baad glider nu engang bedst fremad,
naar Aarerne anvendes samtidig. Der har dog hele l iden været det forsonende
Moment forbundet med Adskillelsen, at Sprøjteførerne — eller som de nu hed
der Brandmestre — i deres egen vel forstaaede Interesse har ho ldt sig inden for
vort fælies Forbunds Rækker. Derved har de paa lige Fod med vor og øvrige
kommunale O rganisationer været med i det fælles A rbejde for at lpse de fælles
Maal i R etn ing af at skabe bedre og taaleligere V ilkaar for hele Kommunal
arbejderstanden. Men i det daglige Samarbejde og med H enb lik paa at løse
B randmandsfagets særlige Interesser har det unægtelig af og til knebet med at
1 8 8