36 / 269
S T R E J F L Y S O V E R
Hovedstadsbrandvæsnernes Udvikling
K Ø B E N H A V N
I M iddelalderen var store B rande sikkert langt hyppigere end m an faar In d
tryk af af de opbevarede K ilder og Overleveringer. N aar Datidens Byer blev
hærgede af F jendehaand og plyndret ved storstilede Røver- og Plyndringstogter,
er de sikkert ogsaa blevet afbrændt. Fjendeinvasion og fremmed Besættelse var
ogsaa paa den T id en alvorlig Begivenhed for dem, det gik ud over. Om Køben
havn ved vi, at den blev b ræ ndt af Lybekkerne i 1248, og antagelig ogsaa af
Hanseaterne, da de erobrede Staden i 1368. Og var Ilden først u d b rud t, var
Mulighederne for at slukke den kun faa eller ingen. Slukningsmulighederne var
meget begrænsede og udgjordes nærmest af Læderspande og B randhager. Den
eneste M ulighed for at standse en B rand og hind re den i at brede sig var at rive
det brændende Hus og Nabobygningerne ned. Det var derfor ikke ud en G rund,
at alene O rdet B rand var nok til at vække en næsten panisk Rædsel hos vore
Forfædre. Greb Ilden grund ig t fat i et Hus, var det saa godt som altid døds
døm t. Laa det i en Gade eller mellem andre Huse, var det som oftest Vinden,
der afgjorde, om hele Kvarteret eller kun en Del deraf hærgedes. Nyttede nogle
Spande Vand eller paakastet Jo rd ikke, søgte Mændene a t vælte Gaardens eller
Husets Vægge ind i en Dynge, men greb Ilden fat i Nabohusene, tænkte man
kun paa a t redde Livet for sig selv og om muligt for Flusdyrene med. For det
store Flammehav nyttede kun F lugt med den Smule Gods, der i Hast kunde
bjerges.
\ **"r •
j
34